Tilskud og puljer

Godkendte, folkeoplysende foreninger kan søge om forskellige typer af tilskud.

Der er forskellige retningslinjer afhængigt af hvilken type tilskud, I søger. Læs mere om de forskellige typer tilskud nedenfor.

Hvis I skifter formand og/eller kasserer, så husk at give os besked om nye kontakt oplysninger på kulturogfritid@herlev.dk 

Se hvordan vi behandler dine data, når du søger om tilskud

Sådan logger du ind på vores selvbetjeningsløsninger

Hvis I som forening laver aktiviteter for børn og unge i Herlev Kommune, er det muligt at søge aktivitetstilskud. Tilskud ydes pr. aktivitetstime, hvilket er en time, hvor en træner eller leder står for aktiviteten. Der kan søges tilskud til aktiviteter, foreningen står for, og som tilbydes til børn og unge under 25 år.

Til foreninger, der etablerer aktiviteter for handicappede, ydes der dog tilskud uanset deltagernes alder.

Ved aktiviteter skal forstås aktivitetstimer afviklet som fast trænings-/mødevirksomhed (sidstnævnte for spejdergrupper) i Herlev samt til weekendture og andre lejre med overnatning både i ind- og udland. En aktivitetstime er en time, hvor en træner eller leder står for selve aktiviteten. I aktivitetstimetallet kan enkeltdagsarrangementer, herunder turnerings-og træningskampe samt endagsture m.v. i og udenfor Herlev, ikke medregnes.

Ansøgning om aktivitetstilskud – sådan gør I

Afregnings- og ansøgningsskemaer sendes til Kultur og Fritid senest den 1. oktober. Skemaerne er sendt ud på mail til alle der søges aktivitetstilskud.  

Retningslinjer for folkeoplysende tilskud

Bemærk følgende datoer og procedurer

  • 1. oktober: Ansøgningsfristen for Aktivitetstilskud er hvert år den 1. oktober 
  • December: Kultur og Fritidsudvalget godkender fordelingen af Aktivitetstilskud
  • Januar: De ansøgende foreninger modtager tilskudstilsagn i januar 
  • Februar: Udbetaling af 1. rate (50 %)
  • 1. august: Deadline for at indsende formandens beretning, regnskab og tilskudsregnskab samt erklæring om børneattest (via formular)
  • September: Udbetaling af 2. rate (50 %) - (under forudsætning af at beretning, regnskab og erklæring om børneattest er indsendt via formular senest 1. august)

Tilsyn af aktivitetstilskud i Herlev

Der kan hvert år udvælges maks 5 foreninger til tilsyn af aktivitetstilskud, blandt de foreninger der opfylder et eller flere af følgende krav:

  • Har et øget antal aktivitetstimer på mere end 10%
  • Modtager tilskud over 40.000 kr.
  • Ansøger om aktivitetstilskud for første gang

Tilsynet består af fremvisning af medlemslister for medlemmer under 25 år. Der skal fremgå navn, fødselsdato og adresse for hvert medlem. Derudover skal det fremgå, hvilke(t) hold hvert medlem går på.

Da aktivitetstimerne beregnes ud fra følgende tal:

Antal medlemmer*antal timer om ugen*antal uger trænet = Aktivitetstimetal.

Skal det ligeledes fremgå hvor ofte holdet træner og hvilke faciliteter der benyttes.

Har du spørgsmål til Aktivitetstilskud kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18. 

Beretning og regnskab

Frivillige folkeoplysende foreninger, som har modtaget tilskud, skal hvert år inden den 1. august indsende et regnskab samt en beretning til Kultur og Fritid. Heri skal foreningens folkeoplysende aktiviteter beskrives. Som minimum bør beretningen indeholde oplysninger om, hvorledes der er levet op til foreningens formålsparagraf specielt de initiativer, foreningen har taget i forhold til det forpligtende fællesskab.

Sådan gør I

Send beretning og regnskab

I skal logge ind med foreningens MitID eller CVR nummer. Når I har udfyldt forløbet, sendes en kvittering for ansøgningen til foreningens digitale postkasse. OBS: I kan ikke benytte Internet Explorer når I udfylder løsningen. Vi anbefaler, at I benytte Google Chrome. 

I henhold til ændring af Folkeoplysningsloven pr. 1. januar 2017 er det lovpligtigt at offentliggøre foreningernes tilskudsregnskab (aktivitetstilskud, lokaletilskud og tilskud til leder- og instruktøruddannelse). Når I udfylder formularen vil I blive bedt om at udfylde et tilskudsregnskab, som offentliggøres på Herlev Kommunes hjemmeside. I skal kun udfylde for de tilskud I modtager. Modtager I f.eks. ikke lokaletilskud, skal I blot skrive 0. Tilskudsregnskabet dækker samme periode som seneste afsluttede regnskab inkl. medlemstal for det senest afsluttede regnskabsår. I skal ligeledes udfylde hvad tilskuddet er brugt på. Udgiftsposterne kan f.eks. inddeles i kategorier som trænerlønninger, materiel/køb af udstyr, drift, stævner, lejrture, etc. 

Når I udfylder og sender dette tilskudsskema, er du/I ansvarlige for at de opgivne oplysninger er korrekte og at regnskabet eri godkendt af de tegningsberettigede i foreningen. 

Har du spørgsmål til Regnskab og beretning kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18. 

Som godkendt folkeoplysende forening i Herlev Kommune har I mulighed for at søge om driftstilskud til jeres lokaler. Det betyder, at jeres forening kan søge om tilskud til driftsudgifter til idrætshaller samt andre lokaler og lejrpladser, I som forening ejer eller lejer – men kun hvis der er tale om aktiviteter, møder, kurser og andet folkeoplysende foreningsarbejde for børn og unge under 25 år.

Ansøgning om lokaletilskud – sådan gør I

I kan søge lokaletilskud ved at udfylde et onlineskema og vedhæfte bilag og bilagsoversigt i pdf. Underskriv med foreningens NemId. OBS. For at søge om lokaletilskud skal I være godkendt til at modtage lokaletilskud. Hvis I ikke er godkendt til lokaletilskud, kan I kontakte forvaltningen på kulturogfritid@herlev.dk for at høre mere. Hvis I flytter til nye lokaler, eller der sker væsentlige ændringer i jeres udgifter, skal I godkendtes på ny til at modtage lokaletilskud.

For at vi bedst muligt kan behandle ansøgningen, skal l medsende følgende dokumentation, hver gang I sender en ansøgning om lokaletilskud:

Bilagsliste

Det skal tydeligt fremgå, hvilke udgifter på ansøgningsskemaet, der kædes sammen med de anførte tal på de forskellige bilag. Dvs. at det af bilagslisten skal fremgå både hvilke beløb og hvilke bilagsnumre, der hører til de forskellige poster på ansøgningsskemaet.  

Bilag

Der skal vedlægges kopi af original kvittering på alle udgifter der søges tilskud til. 

Udfyld medlemssammensætning

  • Rubrikken: Medlemmer i alt: Alle klubbens medlemmer tælles med
  • Rubrikken: Heraf medlemmer over 25 år: Man er over 25 fra den dag man fylder 25 år. Ledere/instruktører, der også er fungerer som medlemmer, skal tælles med i både denne rubrik og rubrikken 'Heraf ledere og instruktører'. Ledere/instruktører der kun har funktion som leder/instruktør (ikke medlem) skal ikke tælles med i opgørelsen af medlemmer.
  • Rubrikken: Heraf ledere og instruktører over 25 år". Her skal alene angives ledere/instruktører over 25 år, som også indgår som medlemmer.
  • De tal der angives i rubrikkerne "Heraf medlemmer over 25 år" og "Heraf ledere og instruktører over 25 år" er en del af foreningens samlede medlemstal.    

Udfyld timetal

Her angives hvor mange timers aktivitet foreningen har afholdt i ansøgningsperioden. 

Ansøgningen behandles normalt i løbet af 4-8 uger, og hvis I ikke hører fra os, er ansøgningen godkendt, og tilskuddet udbetales til foreningens CVR nummer. Der skal medsendes behørig dokumentation iform af lønsedler og/eller regninger med gyldigt CVR nummer. 

Ansøgning til lejerpladser

Ansøgning skal ske separat, og ikke sammen med foreningens ansøgning om driftstilskud til faste lokaler. Ansøgning om tilskud til weekendture, sommerlejre, træningslejre og lignende indsendes løbende og umiddelbart lige efter lejemålets ophør. Aktivitetstimetal og medlemssammensætning (medlemmer over/under 25 år) skal fremgå for hver enkelt lejrtur. 

Søg om lokaletilskud

Læs retningslinjer for lokaletilskud

Vejledning - det gives der tilskud til

Har du spørgsmål til Lokaletilskud kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18.

Godkendte folkeoplysende foreninger kan søge om lokaletilskud til lejrture/hytteture. Ansøgning om tilskud til weekendture, sommerlejre, træningslejre og lignende indsendes løbende og umiddelbart lige efter lejemålets ophør. Alle udgifter skal dokumenteres ved faktura eller lign bilag.

Det gives der tilskud til

  • Udgifter til hytteleje
  • Udgifter til opvarmning, belysning og rengøring kan dækkes
  • Leje af inventar/service dækkes ikke
  • Ødelagt inventar og service dækkes ikke
  • Der kan ikke søges tilskud til depositum

Medlemstal og aktivitetstimetal

Aktivitetstimetal og medlemssammensætning (medlemmer over 25 år samt ledere og instruktører over 25 år) skal fremgå for hver enkelt lejrtur.

Definition af medlemmer: Aktive kontingentbetalende medlemmer, der deltager i foreningens faste undervisningsaktiviteter.

Der angives tre forskellige medlemstal på ansøgningen til lokaletilskud. Tallene bruges til beregning af tilskud, så det er vigtigt, at de er udfyldt korrekt.

  • Medlemmer i alt: Alle aktive foreningsmedlemmer (bestyrelsesmedlemmer undtaget). Ledere/instruktører der kun har funktion som leder/instruktør (ikke medlem) skal ikke tælles med i opgørelsen af medlemmer.
  • Heraf medlemmer over 25 år: Her angives foreningens antal medlemmer over 25 år. Man er over 25 år fra den dag man fylder 25 år.
  • Heraf ledere og instruktører over 25 år. Her skal alene angives ledere/instruktører over 25 år, som også indgår som medlemmer. Tallene i denne rubrik skal altså være medregnet i de to øvrige rubrikker. Der skal kun angives de ledere/instruktører over 25 år der fungerer som leder/instruktør på den respektive lejrtur, og ikke foreningens overordnede medlemstal.

Tilskud gives til foreningens folkeoplysende foreningsarbejde for børn og unge under 25 år – og kun til aktive kontingentbetalende medlemmer (ikke frivillige). Er der frivillige med på turen skal I redegøre for dette på ansøgningen. Der skal ligeledes oplyses om ikke medlemmer betaler for turen.

Ansøgning om lokaletilskud til lejrture/hytteture – sådan gør I

I søger om lokaletilskud til lejrture/hytteture ved at udfylde et online ansøgningsskema. Ansøgning om tilskud til lejrture skal øges umiddelbart efter lejrens afvikling. 

Ansøg om lokaletilskud til lejrture/hytteture

Retningslinjer for folkeoplysende tilskud

Har I spørgsmål, kan I kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18

En velfungerende og dynamisk forening er en forening, som ser fremad og bedst muligt ruster sig til at organisere og tilbyde fritidsaktiviteter. Herlev Kommune er interesseret i et aktivt og velfungerende foreningsliv, med foreninger der er bedst muligt klædt på til at organisere og tilbyde fritidsaktiviteter. Derfor opfordrer Herlev Kommune også samtlige foreninger til løbende at udvikle og uddanne sig, dvs. de medlemmer, som leder og varetager aktiviteterne i foreningen.

Ansøgning om kursustilskud – sådan gør I

Tilskud til Leder- og instruktøruddannelse søges ved at udfylde et online ansøgningsskema, hvor du skal vedlægge dokumentation for kursus og evt., transportudgifter. Ansøgningsskemaet skal sendes senest 14 efter kurset er afholdt.

Når I søger om tilskud til Leder- og instruktøruddannelse, er det vigtigt, at vedlægge korrekt dokumentation. Som udgangspunkt skal alle beløb der anføres på ansøgningsskemaet, også fremgå af et vedlagt bilag. Dvs. hvis du søger om tilskud til et kursus der koster kr. 750,-, skal ansøgningen også vedlægges betalingsdokumentation, hvor det er tydeligt, at beløbet på de 750 kr. er betalt, og beløbet skal tydeligt fremgå. Det samme gælder for transportudgifterne.

For at vi bedst muligt kan behandle ansøgningen, skal I medsende kopi af følgende dokumentation hver gang I sender en ansøgning:

  • Kursusbeskrivelse (hvem henvender kurset sig til og hvad er instruktørens rolle i foreningens i forhold til virksomhed for børn og unge)
  • Betalingsdokumentation (f.eks. en udskrift fra netbank hvoraf beløbet, der er anført på ansøgningsskemaet, tydeligt fremgår)
  • Dokumentation for transportudgifter f.eks. vedlagt kopi af billet med billigste offentlige tranport eller en udskrift fra rejseplanen. Beløbet der er anført på ansøgningsskemaet, skal fremgå tydeligt
     

Hvis du har flere deltagere på samme kursus, må du gerne anføre alle deltagernavnene på én ansøgningsblanket. Husk at vedlægge betalingsdokumentation for alle deltagere.

Du sender en ansøgning ved at udfylde online ansøgningsskemaet nedenfor. Du skal logge på med foreningens NemID for at udfylde skemaet. Når du har udfyldt online ansøgningsskemaet, modtager du en kvittering i din E-Boks (logger du ind manuelt sender systemet ingen kvittering). Hvis du ikke hører fra os er ansøgningen godkendt og beløbet udbetales herefter til foreningens CVR nummer.

Såfremt I er i tvivl om et kursusprogram kan godkendes i henhold til nedenstående retningslinjer, er I velkomne til at kontakte Kultur og Fritid på kulturogfritid@herlev.dk for at høre nærmere. Medsend gerne kursusprogrammet.

Søg om tilskud til leder- og instruktøruddannelse

Retningslinjer for folkeoplysende tilskud til foreninger

Har du spørgsmål til Leder- og Instruktøruddannelse kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18.  

Som børne- og ungdomsforening i Herlev Kommune kan I søge om tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedsbeløb.

Rådighedsbeløbet kan søges af børne- og ungdomsforeninger til følgende

  • Materiel, inventar og lignende, hvor udgiften vil være tyngende for foreningens økonomi.
  • Større inventar til egne eller lejede lokaler, weekendhytter og lignende (dog gælder særlige regler for større vedligeholdelsesarbejde og mindre ombygninger)
  • Puljen kan ikke søges af idrætsforeninger

Ansøgning om Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedsbeløb – sådan gør I

Tilskuddet fordeles en gang om året, og ansøgningsfristen er den 1. oktober.

Du sender en ansøgning ved at udfylde online ansøgningsskemaet nedenfor. Du skal logge på med foreningens NemID for at udfylde skemaet. Når du har udfyldt online ansøgningsskemaet, modtager du en kvittering i din E-Boks (logger du ind manuelt sender systemet ingen kvittering). 

Søg om tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedsbeløb

Retningslinjer for folkeoplysende tilskud til foreninger

Afregning

Afregning af tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedsbeløb sker løbende herover kalenderåret. De fordelte midler udbetales først når foreningen har indsendt dokumentation på køb af materialer (kopi af kvitteringer).

Afregning sker ved at udfylde afregningsformularen.    

Har du spørgsmål til Rådighedsbeløbet kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18

Udviklingspuljen skal støtte udviklingen af et varieret og mangfoldigt udbud af fritidsaktiviteter i Herlev Kommune.

I kan som forening ansøge udviklingspuljen til bl.a. nye aktivitetsformer, tiltag for nye målgrupper samt starttilskud til nye foreninger.

Udviklingspuljen er jeres forenings mulighed for at søge om støtte til udviklingstiltag internt i foreningen.

Puljens formål er at støtte udviklingen og fremkomsten af fritidsaktiviteter i Herlev Kommune, som er funderet i frivillighed og fællesskab, og som har en folkeoplysende karakter.
Udviklingspuljen tilstræber med andre ord udvikling af foreningslivet, nye eller ekstraordinære initiativer, inklusion og etablering af nye foreninger.

Udviklingspuljen kan søges til

  • Støtte til nye aktivitetsformer, tiltag for nye målgrupper, starttilskud til nye foreninger og tværgående initiativer
  • Kompensation for manglende deltagerbetaling i tilfælde hvor der af forskellige årsager (f.eks. sociale) kan være et behov

Puljen kan ikke søges til

  • Støtte til udgifter relateret til almindelig drift eller anlæg, herunder løn, rejseudgifter, kost, logi eller nybyggeri samt renovering
  • Støtte til udgifter til kommercielle eller tilbagevendende projekter
  • Tilskud til projekter, der hører under anden lovgivning, samt til afsluttede eller allerede igangsatte projekter

Ansøgning om Udviklingspuljen – sådan gør I

Puljen kan søges to gange årligt – forår og efterår. Aktiviteterne skal være funderet i frivillighed og fællesskab og være af folkeoplysende karakter som beskrevet i Folkeoplysningsloven. Mere specifikt er der fokus på udvikling af foreningslivet, nye eller ekstraordinære initiativer, inklusion og etablering af nye foreninger.

Ansøgningsfrist 1. april (forår) og 1. november (efterår). 

Du sender en ansøgning ved at udfylde online ansøgningsskemaet nedenfor. Du skal logge på med NemID for at udfylde skemaet. Når du har udfyldt online ansøgningsskemaet, modtager du en kvittering i din E-Boks (logger du ind manuelt sender systemet ingen kvittering).  

Søg om tilskud fra Udviklingspuljen

Retningslinjer for folkeoplysende tilskud til foreninger

Udfyld evalueringsskema til Udviklingspuljen

Har du spørgsmål til Udviklingspuljen kan du kontakte konsulent Andreas Nielsen på HK57927@herlev.dk eller 24 42 28 18

Partnerskabspuljen yder støtte til initiativer for borgere i udsatte positioner. Initiativerne skal ske i samarbejde mellem frivillige idrætsforeninger og Herlev Kommunes institutioner. Der er særligt fokus på den effekt udsatte borgere kan opnå ved at deltage i aktiviteterne.

Der er tidligere givet midler til følgende projekter:

  • Gå-grupper for udsatte borgere
  • Aktiviteter i idrætsundervisningen for Gammel Hjortespringskole
  • Aquafitness og vandtræning for seniorer
  • Fitness og sociale arrangementer for borgere med diverse udfordringer
     

Alle projekter er opstået i samarbejdet mellem en kommunal institution og en idrætsforening. Der kan søges om støtte til de omkostninger idrætsforeningen har ved at indgå i partnerskabet f.eks. løn til instruktører eller medarbejdere.

Ansøgningen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af projektets konkrete aktiviteter, periode for projektet, beskrivelse af roller og samarbejde for idrætsforeningen og institutionen, beskrivelse af målgruppen samt hvilken effekt målgruppen opnår.

Ansøgningsfristen er den 1. april og den 1. november hvert år. Alle midler i puljen kan uddeles ved første ansøgningsrunde, såfremt der er kvalificerede ansøgere i puljen. 

Retningslinjer for Partnerskaberspuljen - støtte til sociale indsatser mellem idrætsforeninger og kommunale institutioner

Søg om tilskud fra 'Partnerskabspuljen - støtte til sociale indsatser mellem idrætsforeninger og kommunale institutioner

Har du spørgsmål til Partnerskabspuljen kan du kontakte Idræts- og Foreningskonsulent Rikke Alstrup-Hansen på telefon 21 39 84 04.

Herlev Kommune støtter økonomisk den fælles kommunale idrætspulje, som skal formidle idrætstiltag for børn og unge med specielle behov. 14 kommuner i Hovedstadsområdet står bag initiativet og ordningen administreres og tilbud udvikles af Dansk Handicap Idrætsforbund.

Den fælleskommunale Handicap Idrætspulje er organisatorisk en del af netværk for Kultur- og Fritidschefer i region Hovedstaden. Der er dannet en styregruppe, der behandler ansøgninger om støtte. Puljen administreres af Høje Taastrup Kommune.

Læs mere om puljen på Høje Taastrup Kommunes hjemmeside

Hvordan får man tilskud

Forældre, institutioner, skoler, idrætsforeninger m.fl. kan søge om tilskud til et projekt som typisk kører i 2 år. Herefter kobles tiltaget op på en allerede eksisterende idrætsforening og åbnes op for alle, hvorimod det i projektperioden kun er åbent for borgere bosat i en af de 14 kommuner.

Se information om ansøgning og tilskud

Se specialsport guiden - en oversigt over alle kendte tilbud i hovedstadsområdet.

Specialsportguiden kan læses her

Flere oplysninger om lokale tilbud og evt. koordinering af ønsker om igangsætning af nye tilbud lokalt under denne pulje, fås ved henvendelse til Idræts- og Foreningskonsulent Rikke Alstrup-Hansen på telefon 21 39 84 04.

Kultur- og Fritidsudvalget har den 24. april 2023 besluttet, at foreninger/virksomheder kan ansøge om at blive en del af elitesatsningssamarbejdet i Herlev Kommune gældende for sæson 2023/2024, 2024/2025 og 2025/2026.

Foreninger/virksomheder, der ønsker at komme i betragtning til midler, skal søge ud fra følgende ansøgningskriterier:

  • Markedsføring/branding af Herlev Kommune som sportsby med et aktivt idrætsliv og som en erhvervsvenlig kommune.
  • Herlevborgernes muligheder for at opleve værdien af elitesport.
  • Indfrielse af potentialerne ved et samarbejde om en række af Herlev Kommunes kerneydelser.

Der ansøges via. online ansøgningsformular på Foreningssiden. 

Under hvert kriterie er en hjælpetekst, der giver et eksempel på, hvordan et ansøgningspunkt kan beskrives og værdisættes. Vær desuden opmærksom på, at der under hvert ansøgningskriterie skal vedhæftes et detaljeret dokument i PDF-format, hvori ansøgningspunkterne navngives, kort beskrives og prissættes.

  • Et eksempel ift. ansøgningskriterie 1. Markedsføring/branding er: Bannerannonce på forening/virksomheds hjemmeside á 10.000 kr.
  • Et eksempel ift. ansøgningskriterie 2. Herlevborgernes oplevelser er: 25 fribilletter til børn og 25 fribilletter til alle hverdagskampe i sæsonen á 10.000 kr.
  • Et eksempel ift. ansøgningskriterie 3. Samarbejde om kerneydelser er: Forløb med Erhvervsklassen i 10 uger i foråret 2024, 2025 og 2026 med træning 2 x ugentligt, forløbet handler om at få sved på panden i fællesskab og styrke trivslen á 10.000 kr.

Ansøgningsfristen var onsdag den 17. maj 2023.

Har du spørgsmål til elitesatsningssamarbejdet kan du kontakte Idræts- og Foreningskonsulent Rikke Alstrup-Hansen på tlf. 21 39 84 04.

Puljen ’Kultur og fritidstilbud til udsatte børn og unge’ støtter initiativer der styrker børn og unges mulighed for vederlagsfrit at opleve og deltage i kultur- og fritidstilbud i Herlev Kommune samt for at styrke den enkeltes netværk. 

Derudover har puljen fokus på at støtte initiativer, der kan være med til at forebygge mistrivsel blandt børn og unge. Initiativer skal målrettes børn og unge fra skolealderen og op til 25 år, og der er særligt fokus på den effekt udsatte borgere kan opnå ved at deltager i aktiviteterne. 

Puljen kan søges af følgende aktører:

  • Folkeoplysende foreninger der er godkendt i Herlev Kommune
  • Aktører der er hjemmeboende i Herlev Kommune, som har en berøringsflade med målgruppen
  • Aktører som ønsker at igangsætte initiativer i samarbejde med en kommunal aktør eller en folkeoplysning forening i Herlev Kommune

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgningen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af projektets konkrete aktiviteter og formål, periode for projektet, beskrivelse af samarbejdspartnere og målgruppe, budget for ansøgte midler og evt. beskrivelse af den effekt målgruppen opnår. 

Ansøgningsfristen i 2024 er den 1. maj og den 1. september hvert år. 

Kommissorie for puljen 'Kultur- og fritidstilbud til udsatte unge'

Søg tilskud fra puljen

Kontaktoplysninger fra foreninger

Hvis I som forening skifter formand og/eller kasserer, så husk at give os besked om dette, så vi altid har de korrekte kontakt oplysninger til jer. 

Send kontakt oplysninger til os på kulturogfritid@herlev.dk 

Årshjul for folkeoplysende foreninger 2024

I årshjulet finder I de vigtigste datoer, som godkendte folkeoplysende foreninger I Herlev Kommune bør kende til.

 
Kontakt

Idræt og folkeoplysning

Skinderskovvej 31
2730 Herlev
44 52 58 58
idraet@herlev.dk

 
 
Åbningstider
Mandag 8-15
Tirsdag 8-15
Onsdag 8-15
Torsdag 8-17
Fredag 8-14

Foreningsrådgivning

Har I brug for rådgivning i forbindelse med etablering og stiftelse af en folkeoplysende forening, kan I kontakte Kultur og Fritid på kulturogfritid@herlev.dk.

Nyhedsbrev fra Kultur og fritid

Kultur og fritid udsender nyhedsbrev flere gange årligt. Nyhedsbrevet er målrettet personer der er aktive i foreningslivet ex. i bestyrelsen, som instruktører, frivillige etc.  

Tilmeld dig nyhedsbrevet