Fælles Stamkort er digital deling af borgerens/patientens stamoplysninger på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet.
Løsningen giver Borgere/patienter mulighed for at tilgå deres eget stamkort og indtaste udvalgte stamoplysninger via sundhed.dk.
Borgere/patienter kan give deres pårørende adgang til stamkortet ved en fuldmagt. Sundhedspersoner har også adgang til Fælles Stamkort og dermed et fælles overblik over borgerens/patienters stamdata i sundhedsvæsenet.
Sådan kan Fælles Stamkort bruges
Borgernes/patienters stamoplysninger er i dag fordelt i en række registre og en lang række lokale systemer. Det betyder, at patienterne ofte bliver bedt om at bekræfte, at oplysningerne i det lokale system er korrekte, og at ændringer i stamoplysningerne skal rettes i alle systemer, i stedet for at patienten kan nøjes med at rette dem ét sted. Samtidig bruger sundhedspersoner ofte tid på at finde frem til de rette stamoplysninger om patienter og deres pårørende.
For borgeren/patienten og pårørende
Fælles Stamkort giver patienter og deres pårørende mulighed for selv at indtaste og redigere stamoplysninger, som også bliver tilgængelige for sundhedspersoner på tværs.
Her vises er et eksempel på hvordan Fælles Stamkort så ud for patienter og pårørende under pilotprojektet. På sundhed.dk kan patienter også spærre for tværsektoriel deling af data i Fælles Stamkort.
I kommunerne
Medarbejdere i kommuner kan undgå at bruge tid på at finde fx telefonnummer til patienter og pårørende via Krak eller sende et brev ved at tilgå oplysningerne i Fælles Stamkort.
På hospitalerne
På hospitalerne kan Fælles Stamkort anvendes fx hvis patienten bliver indlagt i en akut situation og pårørende skal kontaktes.
Hos praktiserende læger
De praktiserende læger har ofte patientens stamoplysninger i forvejen. I Fælles Stamkort har de mulighed for at se supplerende oplysninger om fx pårørende, midlertidig adresse og sprog.