Hvad er Movia Flexhandicap?
Movia Flexhandicap er en kørselsordning for borgere, der på grund af synshandicap eller funktionsnedsættelse, er så svært bevægelseshæmmet, at de er ude af stand til at benytte almindelige offentlige transportmidler til fritidsbaserede aktiviteter.
Ved svært bevægelseshæmmet forstås kørestolsbrugere og personer, der på trods af brug af ganghjælpemidler som rollator eller albuestokke, ikke er i stand til at benytte offentlige transportmuligheder, selv om disse er handicapvenligt indrettet.
Synshandicap er en bred betegnelse som, i forhold til denne ordning, dækker over blinde og stærkt svagtseende borgere, med en synsstyrke på 10 procent eller mindre, samt personer med komplikation, for eksempel synsfeltsindskrænkning der gør, at man har en synsstyrke på mindre end 10 procent.
Som dokumentation for synshandicap kan der kræves lægelig dokumentation eller fremvisning af kopi af Dansk Blindesamfunds rejse- og ledsagerkort.
Antal ture
Du bevilges 104 enkeltture om året fra 1. januar til 31. december. Du administrerer selv forbruget af de 104 ture. Derfor forventes det, at du som bruger af kørselsordningen, er ansvarlig for, at de 104 ture rækker til et årsforbrug.
Ekstra kørsler
Der kan i helt særlige tilfælde bevilges op til 10 ekstra enkeltture. Ekstra ture kan kun bevilges ved pludselige, uforudsete hændelser, der har forårsaget, at de bevilgede 104 ture er brugt.
Der skal være brugt 80 procent af turene, før der kan søges om ekstrature.
Du søger om ekstra ture på et specielt skema.
Hvad kan Movia Flexhandicap bruges til?
Du bestemmer selv, hvad du vil benytte Movia Handicap til. Det kan for eksempel være besøg hos familie og venner, indkøb og kulturelle aktiviteter.
Kørselsordningen dækker hele Movias område, hvilket vil sige Sjælland, Lolland, Falster og Møn samt de brofaste øer. Flexhandicap kører på alle årets dage og hele døgnet rundt.
Hvordan søger du om Movia Flexhandicap?
Du skal søge Hjælpemiddelafdelingen om at komme med i kørselsordningen. Du kan hente ansøgningsskemaet på Movias hjemmeside eller ved at kontakte Hjælpemiddelafdelingen.
Send det udfyldte ansøgningsskema til:
Hjælpemidler
Dildhaven 43
2730 Herlev