Ældre- og handicapegnet bolig

Du kan ansøge om en ældre- og handicapegnet bolig, hvis du har en betydelig og varig funktionsnedsættelse.

Herlev Kommunes Hjælpemiddelafdeling har anvisningsret til kommunens ældre- og handicapegnede boliger. De er placeret rundt om i Herlev, er ejet af det enkelte boligselskab og omfattet af den almindelige lejelov.

De fleste er 2-rums boliger på 55 -65 kvadratmeter. Boligerne er som udgangspunkt indrettet til personer med et større eller mindre fysisk handicap. Det vil sige at badeværelset og i et vist omfang køkkenet er hensigtsmæssigt indrettet og der er tilgængelighed i forhold til gadeplan – ofte med elevator.

Der vil blive taget hensyn til dit boligtilbud, hvis du har husdyr.

Alle kan ansøge om en ældre- og handicapvenlig bolig, men godkendelsen sker ud fra en vurdering af ansøgerens aktuelle helbredsmæssige forhold.

Boligerne visiteres udelukkende til personer, der har brug for den særlige indretning grundet et betydeligt fysisk handicap.

Du kan ansøge om en ældre- og handicapegnet bolig hvis du har en betydelig og varig nedsat funktionsevne, som gør din nuværende bolig uegnet, fordi fx:

  • badeværelset kun kan benyttes helt eller delvist
  • gang på trapper ikke er muligt eller forsvarligt
  • daglige nødvendige gøremål ikke kan lade sig gøre.

Ønsker du at søge om en ældrebolig eller har spørgsmål vedrørende fx kriterierne for at blive visiteret kan du kontakte Ergoterapeuterne i Hjælpemiddelafdelingen.

Oftest besøger en af vores ergoterapeuter dig i dit hjem for at vurdere dine helbreds– og boligmæssige forhold i forhold til ansøgningen.

I forbindelse med hjemmebesøget, vil du også kunne få vurderet dit behov for 

Hjælpemidler  

Støtte til bil

Afgørelsen meddeles mundtligt og/eller skriftligt. I tilfælde af afslag, kan afgørelsen ankes ved henvendelse til Hjælpemiddelafdelingen inden 4 uger fra modtagelse af afgørelsen. Ankevejledning vedlægges afgørelsen.

Når ansøgningen er godkendt, bliver du optaget på venteliste. Herefter skal du være indstillet på at flytte med kort varsel i forbindelse med tildeling af bolig - det drejer sig oftest om 1-2 måneder. Ledige boliger bliver tilbudt de borgere, der skønnes at have det mest akutte behov.

Ønsker du at flytte til en anden kommune er det en forudsætning, at du først opfylder kriterierne for tildeling af ældre- og handicapegnet bolig i Herlev Kommune, dernæst i tildelingskommunen.

Kontakt

Hjælpemiddelafdelingen

44 52 62 61

hjm-ergo@herlev.dk