Hvordan er jeg ansat?

Her kan du læse om, hvordan plejefamilier kontraktansættes og på hvilken måde, ansættelsen reguleres:

Honorering

Betalingen består af to dele – plejeløn (antal vederlag) og omkostninger.

Herlev Kommune  udbetaler begge dele månedsvis forud. Der betales skat af plejelønnen, mens omkostninger er skattefri.

Plejelønnen

Beregningsgrundlaget for honorering af plejefamilier kaldes vederlag.

Vederlaget tager udgangspunkt i den opgave, som plejefamilien skal løse.

Plejefamilien kan  aflønnes med et eller flere antal vederlag pr døgn.

Når en plejefamilie modtager mere end 6 gange vederlag i løn, indebærer det, at den af plejeforældrene, som har ansættelsen, ikke kan påtage sig andet arbejde.

Omkostningsbeløbet

Omkostningsbeløbet, eller i daglig tale kost og logi-beløbet, satsreguleres hvert år.

Omkostningsbeløbet skal dække den løbende forsørgelse af plejebarnet i form af udgifter til især kost, logi og almindelige daglige fornødenheder, herunder fornøjelser.

Kost (inkl. skolemælk og restaurantbesøg ifm ferier og andet).

Logi (herunder, værelsesetablering, el, vand, varme, vedligeholdelse, indkøb af møbler afstemt barnets alder, forøget slid på bolig, bygninger, møbler og andre ting).

Daglige fornødenheder dækker almindelige daglige forsørgelsesudgifter, såsom udgifter til:

  • Almindelig barnepasning i forbindelse med deltagelse i forældremøder, arrangementer og andet.
  • Afgifter, bøder
  • Anskaffelse og brug af telefon, tv og internet
  • Ansvars-, ulykkes- og rejseforsikring
  • Biografture, teater og andre fornøjelser og familieaktiviteter 
  • Bus, tog og rejsekort til skole og fritidsaktiviteter
  • Diverse skoleremedier (taske, penalhus mm.)
  • Første fritidsaktivitet til plejebarnet, herunder særligt udstyr i forbindelse med fritidsaktiviteter
  • Frisør
  • Fødselsdagsafholdelse, gaver fra plejebarnet m.m.
  • Hygiejne og personlig pleje, herunder f.eks. luseshampoo, bleer og hygiejnebind
  • Kørsel til daginstitution, skole og fritidsaktiviteter
  • Ikke-lægeordineret medicin samt vaccinationer ved udlandsrejser
  • Reparationer af cykel og udstyr til cykel
  • Skolefotos.
  • Ovenstående liste er eksempler og derfor ikke udtømmende.

Hvis plejebarnet er væk fra plejefamilien tre døgn i træk eller mere, vurderes det, hvorvidt der skal ske fradrag for kost i det månedlige kost- og logi-beløb.

Aflastningsfamilier

Særligt for aflastningsfamilier:

Omkostningsbeløbet skal dække følgende udgifter:

  • Kost og logi.
  • Almindelige fornødenheder ift. personlig pleje.
  • Transport
  • Aktiviteter (hvis ikke andet er anført i handleplanen)
  • For aflastningsfamilier aflønnes der pr. påbegyndt 24 timer.

En ugentlig overnatning, f.eks. fra onsdag til torsdag, aflønnes med et døgn.

Ved ansættelse som aflastningsfamilie gælder forholdene omkring erhvervsarbejde udenfor hjemmet ikke.

Til plejebarnet udbetales der automatisk et beløb til lommepenge og beklædning via lønkontoret. Der er tale om faste satser, som gradueres i forhold til plejebarnets alder. Lommepenge og beklædning til børn er ikke skattepligtigt.

Skoleelevers arbejdsløn reducerer som hovedregel ikke disse beløb.

Lommepenge og beklædning ydes ikke til børn i aflastningsfamilier

Såfremt plejebarnet, når det fylder 18 år og stadig er anbragt, har en indtægt fra arbejde eller læreplads, skal plejebarnet selv bidrage økonomisk til egen forsørgelse, jf Lov om social service. Betalingen sker ud fra en konkret beregning.

Ansættelsesretslige forhold

Her følger en række informationer vedrørende ansættelsesretlige forhold, når man er ansat som familieplejer.

Skat

Plejelønnen er skattepligtig A-indkomst for den af plejeforældrene, der er ansat på kontrakten. Der betales ATP og arbejdsmarkedsbidrag af plejelønnen. Der betales ikke skat af omkostningsbeløbet. Der ydes ikke pensionsopsparing.

Arbejdsløshedskasse

Plejelønnen er en dagpengegivende indtægt og indvirker følgelig på eventuel løbende udbetaling af dagpenge. Ved en døgnplejeløn på syv vederlag, kan der fuldtidsforsikres via en arbejdsløshedskasse.

Sygdom

Plejelønnen er dagpengegivende efter Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. I Herlev Kommune udbetales der løn under sygdom. Ved sygdom, der har indvirkning på plejeforholdet, skal familieplejekonsulenten kontaktes.

Plejeforældre har ikke ret til barns første sygedag eller omsorgsdage til plejebarnet. Ved sygdom hos plejebarnet forventes det, at plejefamilien forsøger at løse problemet. Er dette ikke muligt, skal familieplejekonsulenten kontaktes.

Afholdelse af ferie – med og uden plejebarnet

Generelt anbefales det, at plejefamilien ikke holder ferie fra plejebarnet.

Det er sjældent hensigtsmæssigt for plejebarnet ikke at deltage på lige fod med de andre familiemedlemmer i ferien. Derfor anbefaler Herlev Kommune, at plejefamilien ikke holder ferie uden barnet. Når et plejebarn anbringes i en plejefamilie, er det med det formål, at barnet indgår i familien på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. Der kan dog være særlige forhold, som gør det nødvendigt for plejefamilien at holde ferie uden plejebarnet. Her påhviler det Herlev Kommune at sørge for aflastningsophold til plejebarnet, såfremt det ikke kan være hos forældrene, når plejefamilien holder ferie.

Ferien betragtes som værende afholdt med eller uden plejebarnets deltagelse.

Holder plejefamilien ferie uden plejebarnet i tre døgn i træk eller mere, modregnes kostpenge for plejebarnet i den pågældende periode.

I Herlev Kommune forventes det, at alle ansatte holder 5 ugers ferie. Plejeforældre har derfor ret til 5 ugers ferie. De tre uger skal efter ferieloven afholdes i perioden fra den 1. maj til den 30. september. Hvis Herlev Kommune ikke har hørt andet omkring afholdelse af ferie, lægges til grund, at plejefamilien holder ferie i ugerne 7, 28, 29, 30 og 42. Hvis plejefamilien ønsker at holde ferie på et andet tidspunkt, skal dette meddeles kommunens familieplejekonsulent. Al ferie skal være afholdt inden den 30. april. Eventuelle ændringer drøftes med familieplejekonsulenten tre måneder før afholdelse af ferie.

Hvert år til maj udbetales et ferietillæg på 1 % af de optjente vederlag i nærmest forudgående kalenderår.

Ved ophør af et plejeforhold udleveres et feriekort på 12,5 % af de optjente vederlag i det pågældende år.

Der ydes ikke feriegodtgørelse af de omkostningsbestemte (omkostningsbeløbet) ydelser og diverse særlige ydelser.

Der udbetales ikke løn under ferie samtidig med udbetaling af feriekort fra tidligere ansættelse.

Forsikring

Hvis et plejebarn laver personskade på plejeforældrene eller deres børn, kan skaden være dækket af enten barnets forældres eller plejefamiliens ansvarsforsikring.

Laver plejebarnet en skade på plejefamiliens ejendele eller stjæler plejebarnet plejefamiliens ting, dækker forsikringen ikke, da plejebarnet regnes for medlem af husstanden.

Plejefamilien skal have en forsikring, der dækker plejebarnets eventuelle skader mod tredjepart.

Forsikringsselskabet kan oplyse, hvorvidt plejebarnet er omfattet af husstandens forsikring.

Normalt omfatter den almindelige indbo- og ansvarsforsikring alle husstandens beboere, inklusiv plejebarnet.

Herlev Kommune vurderer i hvert enkelte tilfælde dækning af en skade, som plejebarnet forvolder på plejefamiliens inventar eller ejendom. Det tages op til vurdering i Børne- og Ungeådgivningen i de tilfælde, hvor skadesbeløbet overstiger kr. 300,-.

Tavshedspligt

Plejefamilien får ofte meget personlige og private oplysninger om plejebarnet og dets familie, som er nødvendige.

For plejefamilier gælder de almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i henhold til straffeloven og forvaltningsloven.

Tavshedspligt betyder, at fortrolige oplysninger ikke må gives videre til uvedkommende.

Det er et brud på tavshedspligten, hvis fortrolige oplysninger videregives til en enkelt nærtstående person i en snæver fortrolig kreds eller overfor nogen, der har lovet ikke at bringe det videre.

Tavshedspligten overtrædes også, når en handleplan eller andre fortrolige dokumenter ligger fremme, så en uvedkommende person kan få adgang til oplysningerne.

Hvis plejefamilien bliver i tvivl om, hvad den må videregivere af oplysninger til f.eks. tandlæge, børnehave, skole og lignende, skal familieplejekonsulenten kontaktes, da det er kommunen, der tager beslutning omkring sådanne forhold.

Oplysningspligt

Hvis sagsbehandleren eller familieplejekonsulenten anmoder om oplysninger om forhold, der har betydning for behandlingen af plejebarnets sag, har plejefamilien pligt til at videregive de oplysninger, den er i besiddelse af.

Underretningspligt

Plejefamilien har en skærpet underretningspligt over for kommunen, hvis den får kendskab til eller begrundet mistanke om, at plejebarnet udsættes for fare eller forhold, der må antages at være skadelige for dets sundhed, trivsel og udvikling.

Klageret

Plejefamilien har ingen klageret, hvad angår beslutninger og handlinger, som kommunen og/eller forældremyndighedsindehaveren foretager på plejebarnets vegne.

Magtanvendelse

Bekendtgørelsen om magtanvendelse på det sociale område gælder for børn, der er anbragt i døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder samt plejefamilier. En magtanvendelse skal indberettes til de offentlige myndigheder. Hvis plejefamilien vurderer, at det er påtvunget at anvende magtanvendelse som et led i en pædagogisk indsats, skal  plejefamilien informere familieplejekonsulenten om hændelsen.