Herlev Kommunes Ungdomsskole

Her finder du information om Ungdomsskolens aktiviteter samt Erhvervsklasse og Fokusklasse.

Ungdomsskolen er et samlingssted for Herlev Kommunes unge i alderen 13-18 år, der søger meningsfyldte samværsformer, fritidsaktiviteter og uddannelse. Ungdomsskolen er udgangspunkt for fællesskaber på tværs af skoledistrikt, køn og alder.

Herlev Kommunes Ungdomsskole har som mål at tilbyde et spændende og rummeligt ungemiljø, der giver unge i Herlev Kommune lyst til og mulighed for at deltage i undervisning og aktiviteter.
Herlev Kommunes Ungdomsskole har fire afdelinger: Fritidsundervisning, Ungecaféer, Erhvervsklasse og Fokusklasse, der har udgangspunkt og administration i en fælles bygning; Højbjerggård.

Du kan læse mere om Herlev Kommunes Ungdomsskole på deres hjemmeside: 

Gå til Ungdomsskolens hjemmeside

Fritidsundervisningen er gratis og omfatter et bredt udvalg af fag, der har de unges interesse. Undervisningen giver mulighed for fordybelse og fællesskab inden for både brede og smalle interesser. Her har unge mulighed for at møde ligesindede på tværs af kommunen og styrke deres kundskaber under vejledning af inspirerende voksne. Underviserne er fagligt kompetente, passionerede omkring deres fag og formår at skabe en sjov og positiv undervisningssituation.

Ungecaféerne er placeret på Ungdomsskolen og Kildegårdskolen Vest.

Ungecaféerne er åbne tilbud, hvor unge mødes på tværs af kommunen i et trygt rum med pædagogisk personale. Her er fokus på at skabe gode rammer og fællesskaber for alle unge. Kommunens unge har en høj grad af indflydelse på indhold og aktiviteter, hvilket sikrer et attraktivt tilbud og styrker de unges demokratiske færdigheder.

Læs mere om ungecaféerne

Erhvervsklassen er et skoletilbud for udskolingselever, som har brug for mere faglig støtte, end de kan få i et traditionelt folkeskoletilbud. Målet er at forbedre elevernes muligheder for fortsat uddannelse eller udslusning til arbejdslivet.
Erhvervsklassen er bygget op omkring en skoleuge, der rummer to dage i erhvervspraktik hele skoleåret. Gennem praktik- og brobygningsforløb hjælpes eleverne til at finde en karrierevej

Eleverne kan med fordel tage 8., 9. og 10. klasse i Erhvervsklassen, hvor der bliver arbejdet helhedsorienteret på at gøre hver enkelt elev uddannelsesparat. Motivation er et nøgleord, både i forhold til faglige, sociale og personlige mål.
Gennem praktik- og brobygningsforløb guides eleverne til at finde en karrierevej, der er både tilfredsstillende og realistisk for dem. Den faglige indsats tager afsæt i den enkelte elevs niveau.

Et tæt samarbejde mellem lærerne og elevens forældre er en vigtig forudsætning for at give eleverne et godt uddannelsesforløb. Forældresamarbejdet indebærer en fleksibel kontakt mellem skole og forældre, samt åbenhed i forhold til dialog omkring forskellige behov og problemstillinger.

Erhvervsklassen har en reduceret fagpakke, bestående af dansk, matematik og engelsk.

Eleven kan blive indstillet til Erhvervsklassen af sin folkeskole. Center for Dagtilbud og Skole tildeler pladserne i Erhvervsklassen.

Fokusklassen er et tilbud for udskolingselever, der oplever tab af progression pga. ustabil skolegang gennem længere tid. Undervisningen tilrettelægges individuelt og der lægges stor vægt på at højne elevernes lyst til at gå i skole. Lærerne fokuserer på at skabe gode, tillidsfulde relationer til eleverne og styrke dem gennem succesoplevelser. Der lægges vægt på et tæt og inddragende forældresamarbejde i Fokusklassen.