Støttepersoner til forældre med anbragte børn

Læs mere om, tilbud til støttepersoner, til forældre med anbragte børn her

Hvis I som forældre står overfor, at jeres barn skal anbringes udenfor hjemmet, skal Børne-, Unge- og Familierådgivningen tilbyde jer en støtteperson

Det står i § 54 i Servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge:
”Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.”

I kan som forældre få en støtteperson før anbringelsen finder sted, under selve anbringelsen samt i en kort periode efter at barnet eller den unge er kommet hjem igen.
I kan frit vælge, om I ønsker at tage imod tilbuddet. Hvis I fortryder efter i første omgang at have takket nej, kan I altid vende tilbage og få en støtteperson alligevel.

Formålet med støttepersonen er at støtte jer som forældrene. Støtten skal være til gavn for jer og dermed for barnet eller den unge. Indsatsen skal ligeledes være til gavn for samarbejdet mellem jer og jeres barns anbringelsessted.
Støttepersonen er uafhængig af Børne-, Unge- og Familierådgivningen, selv om vedkommende bliver aflønnet herfra. Børne-, Unge- og Familierådgivningen fastsætter, hvor megen tid støttepersonen tilknyttes familien.

Støttepersonens opgaver

Opgaverne aftales mellem forældrene og støttepersonen. Opgaverne kan f.eks. være:

  • at støtte jer i den svære situation, det er at få jeres barn anbragt.
  • at lytte og være der for jeres egen skyld.
  • at være med til at dække nogle behov, som I kan have som forældre under barnets anbringelse.
  • at være med til at styrke jeres kontakt og samarbejde med f.eks. Børne- og Familierådgivningen og anbringelsesstedet.
  • at være til at styrke jeres involvering omkring barnet samt støtte jer i at fastholde kontakten med barnet.
  • at bidrage med viden om, hvilken regler Børne- og Familierådgivningen handler ud fra, og hvordan kommunen fungerer.
  • at deltage i møder og hjælpe med forberedelse og evaluering af et møde.
  • at hjælpe jer med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen.

Hvem kan være støtteperson?

  • I har som forældre selv mulighed for at vælge den konkrete støtteperson, som skal godkendes af Børne-, Unge- og Familierådgivningen. Børne-, Unge- og Familierådgivningen har kendskab til godkendte støttepersoner, som I kan vælge imellem.
  • Der stilles ikke særlige faglige krav til støttepersonen.
  • Støttepersonen skal have en viden om området og personlig kompetence til at kunne varetage de konkrete opgaver.
  • Støttepersonen skal være uvildig
  • Støttepersonen skal være fleksibel
  • Det er ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre af familiens nære personlige netværk skal være støttepersoner.
Center for Børn, Unge og Familier

Telefonisk træffetid for centret er alle dage mellem kl. 09.00-14.00. Åbningstider for fysisk fremmøde er kun mod forudgående tidsbestilling.

 

Herlev Bygade 90
2730 Herlev
44 52 71 29
bornogfamilie@herlev.dk

Åbningstider
Mandag 09:00  - 14:00
Tirsdag 09:00  - 14:00
Onsdag 09:00  - 14:00
Torsdag 09:00  - 17:00
Fredag 09:00  - 14:00
Lørdag  -
Søndag  -