Månedens grønne casevirksomhed: SassyLAB vil gøre modebranchen mere bæredygtig

Publiceret 17-04-2023

SassyLAB er en online genbrugsplatform, som vil gøre det nemt at købe og sælge secondhand tøj.

SassyLAB er en online genbrugsplatform til salg af tøj, sko, tasker og tilbehør. Virksomheden blev stiftet i Herlev i 2020 af iværksætterparret Stine Vestergaard-Hansen og Thomas Medard Frederiksen. 

- Vores motivation for at starte SassyLAB, var et ønske om at skabe en løsning hvor det er nemt at købe og sælge secondhand tøj. Det er vigtigt for os, at forbrugerne ikke oplever nogen barrierer, når de vælger genbrug fremfor nyt. Det betyder eksempelvis at bestilling er nem og hurtig, vi sender altid varerne med det samme, kunden har 30 dages returret og vores kundeservice svarer hurtigt, hvis man er i tvivl om noget. Alt sammen, for at skabe en oplevelse, som ligner den man har, når man handler nyt, fortæller Thomas Medard Frederiksen.

Tøjindustrien er en stor klimasynder
Netop tøjindustrien er en af de helt store globale klimasyndere. Produktionen af tøj udgør på verdensplan over 10 procent af den samlede udledning af CO2. Det er mere end fly og skibstransport tilsammen. I Danmark har vi også et stort forbrug af tøj. Hver dansker køber i gennemsnit 10,9 kg tøj om året – det er 35 procent over verdensgennemsnittet. Der er med andre ord mange gode grunde til at se på, hvordan tøjindustrien kan skubbes i en mere bæredygtig retning og hos SassyLAB vil man være en del af løsningen. 

- Alt for lidt tøj bliver gen-solgt. Vores løsning bidrager til at mere tøj bliver gen-solgt, fordi vi gør processen lettere for forbrugerne. Vi ved at gensalg er den mest effektive form for cirkularitet i modebranchen. Når vi forlænger brugs- og levetiden for et stykke tøj, reduceres dets klima- og miljøpåvirkning, og på den måde bidrager SassyLAB til en mere bæredygtig modebranche, fortæller Thomas Medard Frederiksen.

 

 

 

 

Mere end 22.000 stykker tøj
Både privatpersoner og virksomheder kan sælge tøj igennem SassyLABs platform. Når tøjet ankommer til lageret på Vasekær i Herlev kontrolleres hvert enkelt produkt, for at sikre, at det lever op til kvalitetskravene. Inden produktet gøres tilgængeligt på platformen, sørger SassyLAB for, at der bliver taget billeder af tøjet, der tilføjes en produktbeskrivelse og den rette pris fastsættes.

Siden opstarten i 2020 har SassyLAB håndteret mere en 22.000 stykker tøj for 500 forskellige sælgere og mere end 2500 kunder har handlet i webshoppen. Men det har ikke været uden bump på vejen, fortæller Thomas Medard Frederiksen:

- Som startup møder vi selvfølgelig en hel masse udfordringer. En af de største, som vi har arbejdet rigtig hårdt på, er at udbrede kendskabet til vores brand, blandt forbrugerne. En anden udfordring er at skaffe kapital til at vokse virksomheden. 

For at imødegå nogle af disse udfordringer har SassyLAB fået vejledning gennem Erhvervshus Hovedstaden. Erhvervshuset tilbyder alle virksomheder i Region Hovedstaden uvildig 1:1 sparring med erfarne forretningsudviklere samt ny viden og værktøjer gennem workshops og events. 

- Vi mødte vores kontakt, Nicholas Mohr Krøyer, fra Erhvervshus hovedstaden, via netværket GoGreen som vi er medlem af. Siden da, har vi haft løbende kontakt. Vi får vigtig rådgivning og løbende sparring på de udfordringer vi står med. Vi oplever en meget konkret og brugbar rådgivning, og introduktioner til vigtige kontakter i deres netværk, som vi har været utrolig glade for, lyder det fra Thomas Medard Frederiksen.

Læs mere om SassyLAB på deres hjemmeside.