Sygeplejersken og borgmesteren springer på cyklen

Publiceret 17-03-2025

Fredag morgen den 14. marts lod borgmester Marco Damgård sig indrullere i Herlev Kommunes Helhedspleje. Det foregik på cykel, da man netop nu laver et forsøg med at skifte flere biler ud med en mere klimavenlig transportform.

Borgmester Marco Damgaard på sygebesøg med sygeplejerske Anne Marie Rasmussen.

I morgentimerne skulle borgmesteren følge sygeplejerske Anne Marie Rasmussen på hjemmebesøg hos borgere med behov for sygepleje. Borgmesteren blev udstyret med kittel og tydeligt navneskilt.

Marco Damgaard er for tiden i en minipraktik i de forskellige dele af kommune for som ny borgmester at få et tættere indblik i de forskellige faggruppers hverdag og opgaver.

Turen foregik på cykel, da sygeplejerskerne i helhedsplejen har skiftet bilen ud med elcykel. Forsøget ”Fra bil til cykle” begyndte i sidste uge. Formålet er at understøtte en mere klimavenlig transport, og mindre trafik på vejene i Herlev. Indtil videre er sygeplejerske Anne Marie Rasmussen glad for sit nye transportmiddel, selvom der også er udfordringer, og der skal opøves nye rutiner. I bilen kunne sygeplejerskerne for eksempel sidde og lave den nødvendige dokumentation efter overstået besøg hos borgeren.

”Men jeg synes, at cyklen giver meget mere fleksibilitet. Jeg kan nemmere tage smutvejene rundt i byen. Og man sidder ikke i kø og stresser, som man nogle gange gjorde i bilen,” siger Anne Marie Rasmussen.

Billedet: Hjemme hos Kaj.

En lærerig tur

På turen besøgte sygeplejersken og borgmesteren blandt andet Kaj, der er afhængig af at få et dagligt besøg fra en sygeplejerske, så han blandt andet kan få sin intravenøse næring. Kajs soveværelse ligner et mindre apotek, og Anne Marie hjælper Kaj med at bestille nyt medicin og udstyr.

Næste stop er hos Jeff, der er ved at lære sin nye avancerede medicinpumpe at kende. Den forsyner ham med den livsvigtige Parkinson medicin. Jeff er meget optaget af selv at kunne betjene den, så han kan opnå personlig frihed. Målet er, at han kan blive så fortrolig med medicinpumpen, at han og hans kone kan besøge deres hus i Sverige.

Billedet: Hjemme hos Jeff, der skal lære at bruge den nye medicinpumpe.

Borgmester Marco Damgaard er glad for formiddagens lærerige indblik.

”Jeg bliver meget rørt og imponeret, når jeg oplever den faglighed, professionalisme og menneskelighed, som Anne møder borgerne med. Hele den relationsbygning, der ligger i det, er virkelig flot. Det at opleve på tæt hold, hvor glade borgerne bliver og hvor livsvigtigt det er, er tankevækkende og minder en om, hvor enestående et velfærdssystem vi har,” siger Marco Damgaard.

Helhedsplejen er en ny organiseringen af ny organisering af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I helhedsplejen er de forskellige faggrupper organiseret i tværfaglige teams.