Erhvervslivet så borgmesteren i et AI perspektiv, mens ørepropper og grøn kaffe tog prisen

Publiceret 08-10-2024

Det årlige dialogmøde for virksomheder i Herlev havde AI som tema. En fremtidsforsker gav sit bud, hvad kunstig intelligens kommer til at betyde for virksomhederne og fremtidens arbejdspladser. Samtidig gik erhvervspriserne til en særlig kaffeleverandør og en social producent af ørepropper.

Et borgmesterportræt af Thomas Gyldal Petersen toner frem på skærmen i medborgerhuset. Eller rettere sagt, det er sådan han ser ud, hvis man beder et program baseret på kunstig intelligens om at genere et billede af Herlevs borgmester. Det er ikke helt ved siden af. Med et par justeringen kunne det måske godt bruges i en snæver vending. Det har formentlig kun taget få minutter at få programmet til at genere billedet. Som sådant et godt eksempel på, hvor langt AI- Automated Intelligence eller kunstig intelligens, som vi også kalder det - er nået.

AI vinder i hastigt tempo indpas i virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne. AI var derfor også årets tema på det årlige dialogmøde for virksomheder, som Herlev Kommune er vært for.

”Teknologien kan komme både borgere og virksomheder til gavn, og rummer store potentialer for den offentlige sektor. I Herlev Kommune skal vi også forholde os til de muligheder og udfordringer som kunstig intelligens skaber”, lød det fra borgmester Thomas Gyldal Petersen. 

De seneste år er anvendelsen AI vokset hastigt i Danmark og resten af verden. De nyeste tal fra 2024 viser at 28% af private virksomheder i Danmark med over 10 ansatte anvender kunstig intelligens – i 2023 var det 15%. 

Virksomheden IO Group, der arbejder med at implementere it-systemer i virksomheder, var på scenen og delte deres erfaringer med at integrere AI i deres forretning. Med hjælp fra AI Denmark-projektet har de konkretiseret, hvordan AI kan blive en vigtig del af deres fremtidige vækst.  

Et blik ind i fremtiden

En af dagens hovedtalere var fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, som gav et inspirerende indblik i fremtidens erhvervsliv og de trends, der vil præge udviklingen. Hun fremhævede blandt andet, hvordan den kommende generation vil stille nye krav til ledelse og fremtidens arbejdsplads.

AI Denmark og Erhvervshus Hovedstaden var også med gav et overblik over de mange tilbud og støtteordninger, der er tilgængelige for virksomheder, der ønsker at komme i gang med AI. I den efterfølgende paneldebat blev de mange muligheder og udfordringer med AI diskuteret. Panelet berørte blandt andet potentialet for at bruge AI i arbejdet med grøn omstilling, men understregede samtidig de udfordringer, der følger med AI’s store energiforbrug. 

På billedet (fra vestre): Thomas Gyldal Petersen borgmester i Herlev Kommune, Carsten Ohm Frederiksen Chief Sustainability Officer i Coffee by Storm, Martin Damm Jensen CEO i Audiovox

Erhvervspriserne gik til Coffee by Storm og Audiovox 

En fast tradition ved dialogmødet er uddelingen af erhvervspriserne til to Herlevvirksomheder. I år gik Grøn Erhvervspris til kaffevirksomheden Coffee by Storm, der har stor succes med at levere kvalitets firmakaffe. Virksomheden blev hædret for deres mål om at skabe en CO2-neutral kaffeløsning, hvor de arbejder målrettet med bæredygtighed i hele værdikæden. Virksomheden har igangsat indsatser inden for blandt andet transport, emballage, indkøb og produktion. Coffee by Storm

Herlev Erhvervspris blev givet til Audiovox, en virksomhed der designer og producerer specialtilpassede høreværn og ørepropper. Prisen blev givet som anerkendelse af virksomhedens store engagement i lokalsamfundet, deres arbejde med at skabe beskæftigelse, tage socialt ansvar og samarbejde med uddannelsesinstitutioner samt deres fokus på innovation.