Anmeldelse og information

Ser du tegn på rotter skal det anmeldes til Herlev Kommune.

Rotter er et problem for os alle, da de er smittebærere og årligt koster samfundet mange penge. Har du selv besøg af rotter, kan det blive en bekostelig affære, hvis ikke der handles hurtigt. Sørg derfor altid for at anmelde rotter, så snart du ser én eller har mistanke om, at der er en rotte.

Brug selvbetjeningsløsningen (Driftweb) til at anmelde rotter – det et let og tager under to minutter.

Anmeld rotte

Den hurtigste og bedste måde at anmelde rotter på, er ved at benytte Driftweb. Her er du ikke afhængig af kommunens åbningstider, og du kan anmelde, når du har tid. På den måde får vi flest oplysninger, der kommer direkte til kommunens rottebekæmpere.

Du skal oplyse navn, adresse og telefonnummer samt forklare, hvor på ejendommen du har set rotterne eller rottehullerne. I Driftweb kan du også tilføje billeder.

Anmeldelse af rotter kan også ske telefonisk, såfremt du ikke har adgang til internet.

I kommunens åbningstid kan rotter anmeldes ved at ringe til:

  • Herlev Kommune, Borgerservice på 44 52 70 60
  • Herlev Kommune, Serviceafdeling på 44 52 64 70

Hvis du ser rotter eller rottehuller på en anden persons ejendom, skal du oplyse adresse på ejendommen med rotter samt dit eget navn, din adresse og dit telefonnummer. Disse oplysninger har kommunen pligt til at opgive, hvis der bliver begæret aktindsigt i sagen.

Er du i tvivl om du har set en rotte, mosegris eller mus, er du altid velkommen til at kontakte os – vi hjælper gerne med en afklaring.

Hvis du har set rotter indendørs i hjemmet, skal du ringe til Herlev Kommune på 44 52 64 70.

Hvis du har set rotter indendørs eller udendørs på en institution, SFO, skole eller fødevarevirksomhed, skal du ringe til Herlev Kommune på 44 52 64 70.

Vi har en vagtordning, der tager sig af akutte sager – døgnet rundt.

Ved rotter udendørs, påbegyndes bekæmpelsen hurtigst muligt, dog senest efter 7 hverdage.

Hurtigst muligt ved en akut sag (også i weekender og om natten).

Akutsager defineres som:

  • indendørs
  • ved børneinstitutioner
  • ved SFO'er og skoler
  • ved fødevarevirksomheder

Ved en akut sag, foretages en konkret vurdering, hvori der lægges vægt på, om rotten er der fysisk, hvor i huset rotten er, om der er friske ekskrementer og hvad ejendommens aktuelle brug er.

Herlev Kommune definerer indendørs som værende alle steder, der er omkranset af klimaskærm og hvor mennesker opholder sig, herunder loftrum, kælderrum, beboelsesrum, arbejdsrum og udestuer.

I tvivlsspørgsmål afgøres det af Herlev Kommune, hvorvidt det er akut eller ej.

Efter en anmeldelse til kommunen, bliver du kontaktet af kommunens rottebekæmper, som vil iværksætte en undersøgelse af problemets omfang og årsager, for derefter at foretage en effektiv bekæmpelse.

Hvor hurtig du bliver kontaktet afhænger af, hvor rotten er. Eksempelvis tages alle anmeldelser af rotter indendørs først.

Rottebekæmperen vil informere dig, hvis der er ting som skal ordnes, for at en effektiv bekæmpelse kan udføres. Dette kan f.eks. være, hvis du har et kloakbrud, eller hvis der fodres fugle. Følger du ikke bekæmperens anbefalinger, kan Herlev Kommune udstede påbud om at få udbedret forholdene.

Bekæmpelsen består typisk af enten opsætning af smækfælder (indendørs), eller udlægning af gift i depoter (udendørs). Vi bruger smækfælder indendørs, så vi kan kontrollere hvor rotten dør, og da en døende rotte ofte gemmer sig godt. Hvis den døde rotte ligger et sted, vi ikke kan komme til, kan den give voldsomme lugtgener i hjemmet. Giften lægges i låste depoter, som hunde, katte og børn ikke kan komme ind i, for at undgå, at andre end rotter kommer til at spise af giften. Vi lægger derfor ikke gift udenfor depoter.

I henhold til Rottebekendtgørelsen er det enhvers pligt at melde rotter, når man observerer rotter eller tegn på rotter – også når det ikke er hjemme hos en selv.

Derudover har du, som grundejer, forpligtigelse til, at sikre og renholde din ejendom i forhold til rottebekæmpelse.

Det betyder at du skal:

  • Sikre at affald og foder ikke er tilgængeligt for rotter
  • Undgå rod på ejendommen
  • Kontrollere rottesikringen ved:
    • Døre
    • Vinduer
    • Rørgennemføringer og ventilationsåbninger
    • Riste, lyskasser, skakte mv.
    • Bevoksninger, evt. ru mure
    • Tagkonstruktioner
    • Facaden generelt
    • Afløbsinstallationerne ud til skel
  • Følge henstillinger/påbud, som er meddelt af kommunalbestyrelsen

 

Hvis din kloak er i stykker, er det derfor dit ansvar, som grundejer, at få kloakken undersøgt og repareret for egen regning. Denne forpligtigelse dækker ud til skel. Det kan være en god idé at kontakte din forsikring, da kloakbrud ofte er dækket af husets forsikring.

I henhold til Rottebekendtgørelsen har kommunen forpligtigelse til at bekæmpe rotter effektivt i hele kommunen.

Det betyder at kommunen skal:

  • Reagere hurtigt på enhver henvendelse om rotter (se afsnit om reaktionstid)
  • Afsøge for årsager til rottetilholdet – også på nabogrunde, hvis der er mistanke om, at der kan være problemer med rotter der
  • Foretage bekæmpelse indtil der ikke længere er tegn på rottetilhold
  • Råde over alsidigt sortiment af gift, foderkasser og fælder
  • Påvise fejl og mangler i kloak- og afløbssystemer med røgprøve
  • Registrere anmeldelser, og håndtering heraf
  • Orientere borgerne om rotter to gange årligt
  • Føre tilsyn med bekæmpelsesfirmaer
  • Orientere fødevareregionen om rotter på fødevarevirksomheder
  • Udarbejde en handlingsplan
  • Meddele påbud – hvis nødvendigt
  • Føre tilsyn med grundejeres opfølgninger på påbud
  • Indsende årsindberetning til Miljøstyrelsen og følge gældende retningslinjer

Når der er konstateret brud på offentlig kloak, er det derfor kommunens forpligtelse at få repareret kloakken. Hvis det er ude i hovedledningerne, er det dog HOFOR der, som ledningsejer, har forpligtelsen til, at få repareret kloakken.

Der er desværre ikke en universal løsning til at holde rotterne fra porten, men det du bedst kan gøre, er at sikre din bolig og din have.

Her er fem gode råd:

  1. Tjek om alle afløbsriste indenfor sidder fast. En rotte kan let løfte en afløbsrist, så den skal være sikret med skruer.
  2. Tjek om ventilationsriste er intakte. En voksen rotte skal kun bruge et hul på 2 cm, for at komme ind.
  3. Tjek dit kloaksystem. Et intakt kloaksystem holder rotterne i kloakken. Husk også at faldstammeudluftningen skal være sikret med net, og nedløbsrør skal have en hætte ved overgangen til jorden.
  4. Fjern unødigt rod i haven. En rotte søger altid efter nye muligheder for at bygge rede. En bunke af ting, der ikke bliver brugt, er et godt sted at søge ly for en rotte.
  5. Undlad at fodre fugle/katte/ræve. Hvis du virkelig gerne vil fodre havens fugle, så undlad at lægge for meget foder ud ad gangen (ikke mere end de kan spise i løbet af få timer) og undgå at lægge det på jorden, eller andre let tilgængelige steder. Husk på at rotten er en opportunist, så det fuglene, kattene og rævene spiser – spiser rotten også.

Få flere gode råd ved at se de illustrative videoer på rotteangreb.dk.

Rotter er bærere af flere forskellige sygdomme, som kan ramme mennesker. Det er derfor vigtigt, at du altid gør grundigt rent, hvis du har haft besøg af rotter indenfor. Du skal smide alle fødevarer ud, som rotten kan have været i kontakt med.

Naturstyrelsen har lavet en folder, hvor du kan læse mere om smitterisikoen ved rotter.

Det kan være svært at se forskel på mus og rotter.

Miljøstyrelsen har derfor udarbejdet en lille vejledning i hvordan man typisk kan kende forskel på de to dyr.

Er du stadig er tvivl, kan du anmelde det til Herlev Kommune. Rottebekæmperen vil herefter undersøge sagen.

Hvis du har rotter, vil bekæmpelse blive igangsat. Hvis du har mus, vil du få udleveret smækfælder, som du selv kan røgte.

Rottebekæmpelsen i Herlev Kommune bliver betalt over ejendomsskatten, så det koster ikke noget at få besøg af kommunens rottebekæmper. Du betaler heller ikke for de fælder og / eller gift, der bliver brugt under bekæmpelsen.

Hvis der er udgifter til udbedringer i forbindelse med rotteangreb, skal den enkelte grundejer selv betale for udbedringen. Det kan være en god idé at kontakte dit forsikringsselskab, da de ofte dækker en del af udgifterne.

Herlev Kommune har udarbejdet en handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse i Herlev 2023-2026. Handlingsplanen revideres minimum hvert tredje år.

Handlingsplanen beskriver de indsatser, Herlev Kommune vil have fokus på – udover den almindelige drift og bekæmpelse, som naturligvis altid prioriteres.

Har du spørgsmål om rotter, rottebekæmpelsen generelt i Herlev Kommune, eller til en specifik sag, er du velkommen til at kontakte Center for Teknik og Miljø via mail rotter@herlev.dk eller telefon 44 52 64 00.

Akuttelefon

Hvis du har rotter indendørs, på en fødevarevirksomhed eller en institution, skal du ringe på Herlev Kommunes akuttelefon på: 44 52 64 70 (Gælder også i weekender og helligdage)

Rotter og andre dyr

Herlev Bygade90
2730 Herlev
44526400
rotter@herlev.dk

Åbningstider
Man-Fre 09:00 - 14:00