Gravearbejde på Engløbet vil påvirke skole og naboer

Publiceret 04-10-2022

Etablering af fjernvarme til nyt boligområde medfører trafikale omlægninger i oktober-november og sætter fokus på trafiksikkerhed.

Engløbet har i en periode har været udfordret af meget og tung trafik på tidspunkter, hvor børn skal til og fra Herlev Byskole afd. Eng. Det har for nylig ført til et forbud mod lastbilkørsel på Engløbet mellem kl. 7.30 og 8.30.

Derfor har Herlev Kommune med skolens bestyrelse og Vestforbrænding fundet frem til den bedst mulige løsning, nu hvor et gravearbejde på Engløbet skal foretages, så der kan etableres fjernvarmeledninger til nyopførte boliger.

Det betyder, at gravearbejdet med størst påvirkning af trafikken på Engløbet foretages i uge 42, dvs. mens skolen holder efterårsferie. Der er her tale om arbejdet i og ved de to kryds på Engløbet, ved Gåseholmvej/Kærlundevej samt ved Sønderlundvej.

Samarbejder om sikre trafikforhold

Skolens bestyrelse og Herlev Kommune er løbende i dialog om trafiksikkerheden ved skolen. Denne gang har man også sat sig sammen – for både at drøfte den aktuelle situation og det fremadrettede arbejde med at øge trafiksikkerheden.

”Skolevejen omkring Herlev Byskole afd. Eng er belastet og har været det længe. Gravearbejdet og vinterens komme betyder, at vi vil intensivere vores arbejde med at sikre en tryg skolevej for vores børn. Herlev Kommune har inviteret os ind til løbende dialog om handlemuligheder – og det værdsætter vi. Vi har idéer, som kan iværksættes, og ønsker, som skal undersøges,” siger Christina Lüthi, skolebestyrelsesformand på Herlev Byskole.

”I forbindelse med den vigtige udrulning af fjernvarme i Herlev er det desværre uundgåeligt, at Engløbet påvirkes, selvom tidspunktet er uheldigt. Vi er meget opmærksomme på, at det i forvejen er en vej med trafikale udfordringer, og vi er glade for, at vi i fællesskab kan finde frem til de bedste mulige løsninger,” siger Søren Nielsen, chef for Center for Teknik og Miljø.

Særlig situation

Skolebestyrelsen og Herlev Kommune er enige om, at situationen er særlig og arbejder på en forældrepatrulje, der kan skærpe sikkerheden på vejen og synligt bakke op om skolepatruljen – samt muligheden for at udlevere gule veste, refleksbånd og cykellygter til skoleelever, der færdes ved skolen og har behov for disse anbefalede genstande. I perioden, hvor gravearbejdet står på, gives der også tilladelse til at cykle på fortovet, for at adskille cyklister og biler.

Derudover opfordrer begge parter alle til at undlade at køre i bil til skolen om morgenen – eller at benytte parkeringspladserne på Herlev Bygade ved Herlev Rådhus, der er i tidsrummet kl. 7-9 fungerer som ½-timeparkering.

Også Vestforbrænding, der er ansvarlig for gravearbejdet, er bevidste om, at situationen på Engløbet er særlig:

”Vi bestræber os altid på at skabe mindst mulig gene for beboere og naboer til vores projekter. Vi har stor fokus på de bløde trafikanter, og i dette tilfælde er vi meget opmærksomme på skolebørn, da arbejde foregår ved siden af skolen”, siger Anette Hejnfelt Strandberg, sektionsleder for Fjernvarmeprojekter.

Arbejdet med at føre fjernvarme til det nye boligområde for enden af Engløbet påbegyndes i uge 41 og forventes afsluttet i uge 47. Gravearbejdet foretages af Witetec-Kikebjerg for Vestforbrænding.

Gravearbejdet ændrer ikke ved det nylig meddelte lastbilforbud på Engløbet, der gælder mellem kl. 7.30 og 8.30 for at opretholde sikker trafik for skoleeleverne.