Herlev Kommunes Miljø-, Klima- og Teknikudvalget (MKTU) har på et møde mandag den 20. juni 2022 besluttet at fremskynde processen henimod godkendelse af projektforslag for første fase af fjernvarmeudbygningen i Herlev Kommune. Godkendelse kan ske allerede på et ekstraordinært udvalgsmøde i oktober 2022.
Målet er, at alle Herlevs seks varmeplandistrikter i 2028 har adgang til fjernvarme. Arbejdet er inddelt i to faser, hvoraf den første fase er indstillet til at løbe 2023-2027. Anden fase kan, såfremt første fase opstarter planmæssigt, herefter forløbe i 2025-2028. Inden udgangen af juni 2022 vil planen for udrulning, herunder de seks varmeplandistrikter, kunne præsenteres.
For at fremskynde processen og sikre hurtig igangsættelse har udvalget nu givet grønt lys for, at forvaltningen kan sende et projektforslag fra Vestforbrænding i høring umiddelbart efter, at det er modtaget. At forvaltningen har denne mulighed betyder, at endelig politisk godkendelse kan ske godt to måneder tidligere end ved en normal proces.
Projektforslag modtages til august
Som Herlev Kommunes fjernvarmeselskab udarbejder Vestforbrænding det projektforslag, som Herlev Kommune forventer at modtage i begyndelsen af august 2022. I det konkrete projektforslag skal Vestforbrænding redegøre for blandt andet de økonomiske konsekvenser for forbrugerne, og for de energi- og miljømæssige samt samfunds- og selskabsøkonomiske vurderinger.
Herlev Kommune foretager efterfølgende en vurdering af projektet og påser, at projektet er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige. I denne proces forholder kommunen sig også til bemærkninger, der er modtaget fra høringsberettigede parter i den fire ugers høringsperiode, eksempelvis fra nabokommuner, andre fjernvarmeselskaber i det storkøbenhavnske fjernvarmenet, det lokale elnetselskab og det nationale gasdistributionsselskab Evida.
Forudsat, at Vestforbrændings projektforslag er kommunen i hænde senest den 1. august 2022, og at der ikke opstår komplikationer eller forsinkelser, vil MKTU kunne foretage den endelige godkendelse af fjernvarmeudbygningen på et ekstraordinært møde medio oktober 2022.