Kommunalbestyrelsen har den 12. juni 2024 vedtaget forslag til lokalplan 130 for et boligområde ved Tvedvangen Nord. Lokalplanen er hermed endeligt vedtaget
Lokalplanens indhold
Det er lokalplanens formål at opdatere plangrundlaget for boligområdet og give alle grundejere ensartede byggerettigheder. Derudover er det lokalplanens formål at styrke områdets grønne udtryk og fastholde boligområdet som et åben-lavt parcelhusområde med en bebyggelsesprocent på 30 for fritliggende parcelhuse og på 40 for dobbelthuse. Bebyggelse må maksimalt opføres i 1,5 etage.
Lokalplanen kan læses her
Miljøvurdering
Herlev Kommune har besluttet, at lokalplanen ikke medfører en miljøvurderingspligt i henhold til miljøvurderingsloven.
Høringssvar og vedtagelse af Kommunalbestyrelsen
Der indkommet 4 høringssvar i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanforslaget. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen.
Læs høringssvar, hvidbog og referat fra Kommunalbestyrelsens møde her.
Klagevejledning
Efter endelig vedtagelse kan lokalplanen påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse og om offentliggørelsen af forslaget. Der kan derimod ikke klages over lokalplanens indhold.
Enhver med retlig interesse i sagens udfald samt visse landsdækkende organisationer kan klage, jf. planlovens § 59, stk. 1 og stk. 2.
Eventuel klage skal oprettes på Klageportalen senest fire uger efter offentliggørelsen. Kommunens afgørelse om ikke at miljøvurdere lokalplanforslaget kan påklages fire uger efter offentliggørelsen.
Ønsker du at klage til Planklagenævnet, skal det ske via den digitale selvbetjeningsløsning Klageportalen. Gebyret for Planklagenævnets behandling af klagen udgør 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder.
Du kan læse mere om klagereglerne og hvordan du klager her: https://naevneneshus.dk/.
Sager om kommunale afgørelser i henhold til planloven skal anlægges ved domstolene inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentliggjort.
Annoncen er lagt på hjemmesiden den 13. juni 2024.