Uge 21: Corona-status fra borgmesteren

Kære herlevborgere

Så kom vi endelig frem til 2. fase af genåbningen, der betød, at vores ældste elever mandag var tilbage i skole, at bibliotekerne atter hjælper læseglade borgere, og sportsinteresserede igen kan træne udendørs. Det viser, at det går den rigtige vej, og det er dejligt at mærke optimismen i vores by.

Borgere bakker godt op om biblioteker og klubber

I mandags åbnede bibliotekerne for ind- og udlån, hvor læselystne borgere stod i kø. Det var tydeligt, at mange har savnet, det åndehul som kulturen giver os. For medarbejderne har det også været dejligt at betjene borgerne ordentligt igen, og mange fortalte, at de glæder sig til, at flere kulturelle aktiviteter starter op igen. Det samme gælder for vores håndbold- og fodboldklubber, som i disse dage oplever stor støtte fra sportsglade aktive udendørs.

Ældre kan igen møde pårørende

Nu hvor myndighedernes retningslinjer er landet, kan borgere på plejecentre og botilbud igen få besøg fra næste uge. Besøgene bliver holdt udendørs og med god afstand mellem de besøgende, men for mange må det være en lettelse, at man igen kan se sine pårørende i øjnene. Tak til ledelse og medarbejdere, som gør en fantastisk indsats, og tak til alle borgere for den store forståelse.

De ældste elever har fået hverdagen tilbage

Efter seks uger med hjemmeundervisning vendte vores 6. til 10. klasser tilbage til klasseværelset. Gensynsglæden har været stor hos både elever og lærere. For eleverne må det også være fantastisk at gense kammeraterne og have en mere normal hverdag at stå op til.

Selvom skoledagen er anderledes med færre timer og færre forskellige fag, så er første uge gået over al forventning. Efter et intro-forløb i de nye hygiejneregler og anbefalinger er alle elever nu oppe på 25 timers undervisning om ugen. Det glæder mig, at de nu får 5-6 uger sammen med kammerater og lærere inden skolernes sommerferie. Jeg vil gerne takke elever og medarbejdere for overskud, tålmodig og tolerance i en vanskelig tid. Og tak til ledelse, tekniske servicemedarbejdere og alle lærere og pædagoger for at løse en vanskelig opgave, både når det gælder planlægning, skemalægning og alt det praktiske.

Fortsat god Kristi himmelfartsferie til alle herlevborgere. Tak for at I passer godt på jer selv, hinanden og Herlev.

Bedste hilsner
Thomas Gyldal Petersen, borgmester