21. sep 2022

Startskud for idéer til boligområde på rådhusgrunden har lydt

Fire selskaber er indbudt til konkurrence om at skabe det mest spændende boligområde, når kommunen flytter væk.

Når Herlev Kommune flytter ud af Herlev Bygade 90 og ind i nye rådhuse, skal rådhusgrunden omdannes til boligområde. Hvordan det kommer til at se ud samt bo og være i, får fire tilbudsgivere mulighed for at give deres bedste bud på.

De er nemlig inviteret til at deltage i en konkurrence om en udviklingsaftale for grunden. I den forbindelse afleverer de idéoplæg, hvori det beskrives, hvordan de forestiller sig herlevborgerne få glæde af det nye område.

Det besluttede kommunalbestyrelsen i Herlev onsdag den 14. september, hvorefter konkurrencen kunne igangsættes. Perioden den 16. september til den 21. november 2022 har tilbudsgiverne til at udarbejde deres forslag.

Helt uden retningslinjer får de fire tilbudsgivere ikke lov at gå til opgaven. I en vision for det kommende område er det formuleret, at området skal være i tråd med Herlev Bymidtes dynamik og funktioner – samt blive som en grøn, levende og naturlig afslutning på bygaden.

Desuden skal tilbudsgivere beskrive, både hvordan borgere inddrages i processen for udviklingen af området, og hvordan der gives noget tilbage til byen.

Et krav er også, at selve bebyggelsens arkitektur skal ’fortolke stedets egenart’, eksempelvis ved at sikre, at man ser og mærker, at det berømte keramikværksted Saxbo tidligere fungerede på grunden. Den runde Saxbo-bygning bevares.

Fire tilbudsgivere og to faser

De fire tilbudsgivere – AG-Gruppen, NPV, NREP og Pension Danmark – er alle udvalgt, fordi de har kendskab til Herlev. De enten har udviklet og bygget i Herlev eller er i færd med det.

Den forhåndsviden om og forståelse for Herlev som by og fællesskab gør dem i stand til skabe et miljø med nye mødesteder på tværs af generationer.

Forløbet frem mod egentlig byggefase på rådhusgrunden består af to faser, hvoraf det første er den udviklingssaftale, de fire tilbudsgivere dyster om at vinde. Det er altså her, det lægges fast, hvordan det kommende boligområde kommer til at se ud.

I den efterfølgende fase to udbydes grunden i offentligt udbud med henblik på salg til højstbydende køber. Tilbudsgiveren, der vandt udviklingsaftalen, har allerede budt på og opnået forkøbsret, men også andre entreprenører kan byde ind på opgaven.
 


Fakta:
 

Boligområde på rådhusgrunden:

  • Det ligger fast, at der skal bygges boliger på grunden, hvor Herlev Rådhus i dag ligger.
  • Der er ikke truffet beslutning om typen boliger.
  • Der er ikke truffet beslutning om antallet af boliger.
     

Tidslinje

  • 16. september – 21. november: Udbudsperiode for udviklingsaftale og idéoplæg (i form af konkurrence for inviterede udviklere).
  • Januar 2023: Kommunalbestyrelsen beslutter vinder blandt indkomne forslag.
  • Januar - maj 2023: Skitseprojekt for udvikling af rådhusgrunden og grundsalgsudbud forberedes i samarbejde mellem konkurrencevinder og Herlev Kommune.
  • Juni - september 2023: Udbudsperiode for salg og udvikling af grund.
  • Oktober 2023: Kommunalbestyrelsen beslutter vinderen af udbuddet.
  • December 2024: Byggeprojekt kan påbegyndes færdiggørelse afhænger af valgte udviklingsprojekt.
     

Hvor flytter Herlev Kommune hen?

  • Rådhus Hjortespring, indflytning planlagt til marts 2023 (kommunalbestyrelsessal, Center for Børn, Unge og Familier, Center for Dagtilbud og Skole, Ungeindsats fra Center for Job, Uddannelse og Borgerservice).
  • Rådhus Bymidte, indflytning planlagt til ultimo 2023 (Center for Teknik og Miljø, Center for By, Kultur og Erhverv, Center for Job, Uddannelse og Borgerservice (undtagen unge-indsatsen), Stab for IT, Personale og Økonomi, Direktionssekretariatet)
  • Hammergården, indflytning planlagt til ultimo 2025 / primo 2026 (administrative funktioner og visitation under Center for Sundhed og Voksne).