Opfordring fra kommunalbestyrelsen i Herlev om at følge retningslinjerne

Kære alle

Som i resten af landet har vi i Herlev levet med corona siden foråret og i øjeblikket har vi desværre flere smittede med coronavirus end på noget tidspunkt. 

Vi er alle - helt forståeligt - trætte af restriktioner og begrænsninger, men det er vigtigt, at vi holder fast i de gode vaner. De fleste ser frem til en julemåned, hvor vi skal være sammen med vores nærmeste. Skal det ske godt og trygt, må vi ved fælles hjælp vende udviklingen og mindske smittetrykket.

Vi tror på, at vi kan holde smitten nede, hvis vi overholder retningslinjerne, også i en tid, hvor vi er mere indendørs, og hvor lysten til at hygge os sammen trænger sig på. 
 
Som kommunalbestyrelse står vi sammen om at mindske smitten i Herlev. Vi beder alle herlevborgere om at støtte op om anvisningerne fra skoler og institutioner i forhold til test og isolation – også i fritiden – og om at lade sig teste, når der er behov for det. Følg også anbefalinger for private arrangementer – og søg information på fx herlev.dk eller coronasmitte.dk, hvis der er tvivlsspørgsmål.

Selvom begrænsningerne er mange, skal vi huske på alt det, vi stadig godt må, bare vi overholder retningslinjerne. Vi skal stadig dyrke de gode fællesskaber og nære relationer, bare på en lidt anden måde end vi er vant til. Lad os alle holde fast i de gode vaner, indtil vi igen kan mødes og give hinanden hånden eller et kram. 

Pas godt på hinanden og Herlev,

Kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune.