Opfordring fra borgmesteren: Pas godt på hinanden

Kære herlevborgere

Vi er nu i coronaens anden bølge. Det er vigtigt, at vi alle sammen tager situationen dybt alvorligt. Det gør jeg. Det gør Herlev kommunalbestyrelse. Det gør alle medarbejdere i Herlev Kommune. 

For få uger siden havde vi ingen registrerede nysmittede i Herlev. Nu er vi den næsthårdest ramte kommune i Danmark. Vi har i Herlev hjemsendt børn fra dagtilbud og skole. De seneste syv dage (fra den 3. - 9. september 2020) har vi set 33 nysmittede herlevborgere. Mere end 300 børn har været hjemsendt og 38 medarbejdere kan ikke passe deres arbejde. Det betyder at de medarbejdere, der er tilbage, skal løbe stærkt.

Som sagt er situationen alvorlig. Vi sætter ind og gør, hvad vi kan for at begrænse og dæmpe smittetrykket. Vi er i tæt kontakt med Styrelsen for Patiensikkerhed, de undersøger hvordan smitten fordeler sig i vores kommune, og de identificerer de smittekæder som findes. De anbefaler os, hvad vi præcis skal gøre for at få smittetrykket til at falde. I dag har de fortalt os, at det vi gør, er det rigtige. At det vi gør nu, er det tilstrækkelige. Det er vi glade for. Men vi vil i dialog med styrelsen for patientsikkerhed vurdere, om der skal mere til. Og skal der mere til, så sætter vi mere ind.

Sammenhold og fællesskab er vejen frem

Jeg mener ikke, at tiden er til en løftet pegefinger. Men jeg mener, at tiden i høj grad er til sammenhold og til fællesskab og fælles løsninger – præcis som vi så det i foråret, hvor vi stod sammen på afstand. Gjorde hvad vi kunne for at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Gjorde hvad vi kunne for at tage de hensyn, der skulle til.

Vi skal have vendt tallene, så vi kan fastholde så meget af den hverdag, vi holder af, så meget af det Herlev, vi holder af. Så vi ikke skal holde børn hjemme fra skole. Ikke skal holde voksne hjemme fra arbejde. Ikke skal holde vores ældre, svage og sårbare inden døre. Så vi kan mødes i byen igen. Lige nu er vi under pres. Det pres kan vendes, hvis vi gør det sammen. 

 

Tak fordi I passer på hinanden. Tak fordi I passer på Herlev. Sammen kan vi vende tallene - og det vil vi gøre.

 

Bedste hilsner
Thomas Gyldal Petersen, borgmester

 

Se hele borgmesterens opfordring til at passe godt på hinanden (åbner i Facebook)