17. nov 2022

Nye vejtræer i Herlev

Et større projekt med at plante og udskifte vejtræer i Herlev Kommune er gået i gang.

Første skridt sker ved Turkisvej, hvor vi planter 20 nye træer af arten kinapære til at give området et sammenhængende udtryk. Træerne bliver plantet som erstatning for de kirsebærtræer, der tidligere blev fældet på grund af sygdom. Vi sår også frø som bunddækkende beplantning, der skal pryde med de vilde blomster sommeren igennem. Frøene stammer fra plantearter, som du kender fra den vilde danske natur. 

Toggangen får også nye træer, hvor der plantes en række forskellige træer til at give et grønt og rekreativt udtryk på vejen som et led i den gennemgående renovering af Toggangen. Der kommer flere vejtræer, og det vil være til glæde for alle, der dagligt færdes i områderne. Træplantningen ved Toggangen starter i foråret 2023.

Baggrund

Arbejdet sker på baggrund af, at kommunalbestyrelsen i maj 2022 vedtog etablering og plantning af vejtræer med gode vækstvilkår på to lokaliteter, nemlig Toggangen og Turkisvej.