Kristina Lambrecht ansættes som centerchef for IT, Personale og Økonomi i Herlev Kommune pr. 1. marts 2019

Ny stærk profil skal styre Herlev Kommunes økonomi

Blandt et stærkt felt af ansøgere til stillingen som Herlev Kommunes nye centerchef for IT, Personale og Økonomi faldt valget på den 49-årige Kristina Lambrecht.

”Stillingen tilfaldt Kristina Lambrecht, fordi hun blandt de mange kompetente ansøgere, var den profil, der matchede Herlev bedst - både i organisationens udvikling og byens fortsatte vækst,” udtaler borgmester Thomas Gyldal Petersen, og fortsætter: ”Kristina har gennem sin karriere har haft et vedvarende fokus på at dygtiggøre sig og skabe mærkbare resultater inden for både økonomi- og ledelsesområdet. De erfaringer og resultater vil gavne Herlev Kommune, hvor vi i tæt samarbejde skal sikre den kommunale økonomi, så vi kan fastholde vores ambitiøse anlægsprogram og styrke servicen over for borgere.” 

Kristina er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet og kommer senest fra en stilling i Lyngby-Taarbæk Kommune som chef for Koncernstyring i Center for Økonomi og Personale, hvor hun blev ansat i 2016. Kristina Lambrecht er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet 1998. Hun har i perioden 2014-2016 haft forskellige stillinger inden for områderne økonomi, budget, analyse og indkøb i Bornholms Regionskommune. 

Som kommende centerchef i Herlev Kommune fortæller Kristina, at hun ser frem til at løfte opgaven med fortsat at sikre Herlevs udvikling og vækst i tæt samarbejde med medarbejdere, ledelsen og direktionen. Kristina glæder sig til få ansvar for et center, der udover økonomi rummer IT og personale.

Kristina Lambrecht tiltræder som centerchef for IT, Personale og Økonomi den 1. marts 2019.