Ny jobbutik rykker tættere på virksomheder og jobsøgende

Herlev Kommune styrker indsatsen for ledige med en ny jobbutik på rådhuset, der også bliver bindeled mellem kommunen og virksomhederne.

I jobbutikken står erfarne virksomhedskonsulenter med et godt kendskab til det lokale jobmarked klar til at møde jobsøgende og de lokale virksomheder. Jobbutikken ligger tæt på rådhusets Borgerservice, og i den nye afdeling er skrankerne erstattet af computere og virksomhedskonsulenter. Virksomhedskonsulenternes funktion er dobbelt, så de både hjælper ledige med at finde jobs, og virksomhederne med at rekruttere og opkvalificere medarbejdere.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen åbnede jobbutikken mandag den 3. juni og glæder sig over det nye initiativ:

- Alle borgere fortjener, at have et meningsfuldt arbejde at stå op til. Med jobbutikken kan vi nu gøre endnu mere, blandt andet i højere grad hjælpe jobsøgende med at finde praktikforløb. Det skal hjælpe de jobsøgende med at få kvalifikationer, som virksomhederne har brug for, og som er afgørende for, at flere kommer i job. Det skylder vi de jobsøgende og vores lokale virksomheder, siger Thomas Gyldal Petersen.

Medarbejdere, samarbejdspartnere og Erhvervsrådet var inviteret med til åbningen, hvor borgmesteren i sin tale også kom ind på Beskæftigelsesministeriets liste, hvor ministeriet rangerer landets kommuner i forhold til, hvor gode de er til at få borgere væk fra offentlig forsørgelse. Listen tager hensyn til kommunernes individuelle rammevilkår, og Herlev Kommune kom her ind på en ottende plads.

Jobsøgende, der gerne vil vide mere om butikken, læs mere her

Private og offentlige virksomheder i kommunen er også meget velkomne til at skrive til Jobbutikken og høre om mulighederne.

Kontakt teamleder Lene Christensen