Lokal hæder til Herlevs Gazelle-virksomheder

Herlev er et sted hvor Gazeller trives. Der blev networket og delt erfaringer på kryds og tværs, da Herlev Kommune i går for første gang afholdt en reception for de lokale Gazelle-virksomheder.

Det var under festlige rammer, at 25 lokale virksomheder i går blev hædret. Fælles for dem er, at de alle i 2018 blev kåret til Gazelle-virksomhed af Børsen. En Gazelle-virksomhed er en hurtigt voksende virksomhed, som ifølge Børsens definition bl.a. skal have fordoblet sin omsætning over en fireårig periode og i det første regnskabsår have en omsætning på mindst en mio. kr.

Gazelle-virksomhederne er vigtige for Herlev – de skaber vækst og arbejdspladser og dermed en vigtig del af grundlaget for borgernes velfærd.

Networking og erfaringsudveksling
Herlev Erhvervsråd står bag beslutningen om at hædre de lokale Gazelle-virksomheder. Repræsentanter for virksomhederne var derfor inviteret til reception – hvor de udover at blive hædret – også havde god mulighed for at networke med andre lokale Gazelle-virksomheder samt ikke mindst dele erfaringer.

Snakken gik livligt, og der blev blandt andet diskuteret emner som rekruttering af kvalificeret arbejdskraft og udfordringer i forbindelse med ejerledelse – emner som er relevante for virksomheder på tværs af mange brancher. Virksomheden Pascal A/S, der i 2018 modtog deres 6. Gazelle-kåring i træk, lagde hus til arrangementet.

Herlev – sted hvor Gazeller trives
25 lokale Gazelle-kåringer er et flot antal for en kommune af Herlevs størrelse. Og Herlev klarer sig også rigtig flot, hvis man sammenligner på landsplan:

  • I Herlev er der en tendens til, at en højere andel af virksomheder end på landsplan modtager flere års kåringer.
  • I Herlev er Gazelle-koncentrationen dobbelt så høj som på landsplan. I Herlev har 1,5 pct. af alle A/S- og Aps-virksomheder i 2018 modtaget en Gazelle-kåring, mens tallet kun er 0,7 pct. af alle A/S- og Aps-virksomheder på landsplan.