Kultur-, fritids- og idrætsliv i coronatider

Udendørs idræt genåbner delvis, og andre har skruet op for aktiviteterne  online.

”I en tid, hvor vi bestemt godt kunne bruge at mødes til idræt, se en udstilling, låne en god bog eller bruge nogle andre af kommunens mange tilbud, har det desværre været umuligt. Stadig er der rigtig meget, vi kun kan glæde os til – men dog begynder de første aktiviteter så småt at spire frem. Det er en spæd start, men dog et lille skridt på vejen mod mere normale tilstande,” siger Kim Wacker (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget. 
 
Delvis genåbning af udendørsidræt
I lørdags startede tennisspillerne på byens udendørsbaner. Og mandag åbnede Herlev Stadions atletikfaciliteter, padelbanerne, de udendørs træningsstationer og pentanquebanerne. De foreløbige meldinger er, at det er gået godt og at retningslinjerne bliver overholdt. Klubhuse og omklædningsrum er stadig lukkede, og sundhedsmyndighedernes krav – blandt andet om antallet af personer, afstand og symptomer på smitte - gælder stadig.
 
Flere kulturaktiviteter online
Herlev Bibliotek og kommunens øvrige kulturinstitutioner lukkede også fredag den 13. marts; men kun fysisk. Online blev der skruet op for aktiviteterne, og biblioteket har udtænkt nye spændende virtuelle aktiviteter og formidlet de digitale muligheder til børn og voksne. Et eksempel på nye aktiviteter i corona-tiden er booktalks og forfatter-interview hver tirsdag via Instagram. Også kulturskolerne har tilbudt undervisning online, hvor det har været muligt.
 
”E-bøger, lydbøger og podcasts kan man heldigvis stadig låne via eReolen, ” fortæller Kim Wacker. ”Som noget ekstraordinært kan herlevborgere låne 100 lydbøger plus 100 e-bøger om måneden – normalt er det højst seks lån om måneden. Der er også bedre muligheder for at streame film via Filmstriben, og så er der hurtigt blevet tilbudt online instrumentalundervisning på Musikskolen og tegnehold på Billedskolen. Så alt er ikke gået helt i stå.”
 
Fra torsdag den 30. april vil det være muligt at bestille tema-poser fra Herlev Bibliotek. Det  bliver med udlevering ’i døren’, og bestillingerne skal ske via bibliotekets hjemmeside, herlevbibliotek.dk.