Kommunen arbejder koncentreret på at finde nye job til ledige

Siden corona-udbruddet er ledigheden steget - nogle ledige hjælper allerede nu kommunen med genåbningen.

Inden corona-krisen var ledighedstallene lave i Herlev Kommune. Det har krisen imidlertid ændret, og siden regeringen lukkede Danmark ned den 11. marts har 285 meldt sig ledige – det er over 40 procent flere end i den tilsvarende periode sidste år.
Udover den almindelige rådgivning arbejder kommunen derfor målrettet på at få ledige i job – også i kommunale stillinger, hvor ledige kan hjælpe på områder, hvor krisen gør, at vi mangler medarbejdere.

Pædagogmedhjælpere og hygiejneassistenter aflaster kommunen

Et eksempel på nye job i kommunen er nyoprettede stillinger som hygiejne-assistenter, hvor 15 unge, der havde meldt sig ledige, nu er ude på kommunens skoler og daginstitutioner. De skal hjælpe børnene med at følge myndighedernes anbefalinger, så lærere og pædagoger kan fokusere på det pædagogiske arbejde. Også ledige pædagogmedhjælpere aflaster i øjeblikket på institutioner og skoler.

”Vi befinder os i en alvorlig situation, hvor mange borgere mister deres arbejde. Samtidig står vores daginstitutioner, skoler og andre kommunale institutioner foran et stort arbejde i forbindelse med genåbningen. Ekstra pædagoger, hygiejneassistenter og andre ledige kan her aflaste vores travle medarbejdere, samtidig med at ledige igen kommer i arbejdstøjet. Der er brug for kreative løsninger, for det er så vigtigt, at så mange som muligt bevarer en forbindelse til arbejdsmarkedet”, siger Henrik Hilleberg (C) formand for Arbejdsmarkedsudvalget.

Ledige kan ringe til Jobcenteret mandag til fredag fra klokken 9 til 14 og få hjælp og rådgivning. For selvom rådhuset er lukket, sidder jobkonsulenter og andre parat til at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet.