Klimaet var i fokus på årets dialogmøde for erhvervslivet

Næsten 100 deltagere deltog i dette års Dialogmøde for Erhvervslivet, som blev afholdt tirsdag eftermiddag i Herlev Medborgerhus.

Tirsdag eftermiddag kunne Borgmester Thomas Gyldal Petersen byde velkommen til dette års dialogmøde for erhvervslivet i Herlev. Her kunne han fortælle, at Herlev  er en kommune i vækst. De seneste tal viser, at flere arbejdspladser og virksomheder kommer hertil. Derudover er der gang i flere spændende udviklingsprojekter, som på sigt vil forbedre rammevilkårene for erhvervslivet.

På scenen var blandt andet Kim Eriksen, ejer af Morfars.dk, som fortalte om hvordan virksomheden, som sælger fjernstyret legetøj, er kommet styrket igennem coronakrisen ved blandt andet at tilbyde Click & Collect samt ved at ændre åbningstiderne i den fysiske butik. 
Også Flemming Troelsen, konsulentchef i Erhvervshus Hovedstadens var på scenen og fortalte om erhvervshusets mange forskellige tilbud og programmer til virksomheder i Herlev for eksempel Omstillingspuljen, som giver tilskud til virksomheder, der har behov for at tilpasse forretningen i lyset af coronakrisen. 

Herlev skal rime på klimahandling

Herlev Kommune har sagt ja til at blive en del af DK2020-projektet. Det betyder, at Herlev skal være CO2-neutral i 2050. Hvordan vi kommer i mål med det, skal en klimaplan for kommunen sætte retningen for. Birgitte Steenstrup Berchtold, Chefkonsulent i Herlev Kommune fortalte om planen, som skal inkludere både borgere, civilsamfund og erhvervsliv. Derfor var der lagt op til dialog om netop erhvervslivets rolle i planen. 
Der er mange virksomheder i Herlev, som allerede er langt med den grønne omstilling. En af dem er Wihlborgs, som udlejer erhvervslokaler. Administrerende direktør Peter Ildal Nielsen, var på scenen for at fortælle om, hvordan Wihlborgs arbejder med at nedbringe deres CO2-aftryk fx ved at genbruge bygningsmasse. Også Martine Sig Rasmussen, CSR-ansvarlig i Carl Ras var på scenen og fortalte om arbejdet med den grønne omstilling i virksomheden.

Glade prismodtagere

Til slut blev der uddelt hele to priser. Den helt nye grønne erhvervspris, blev uddelt for første gang, og gik til BuyBackIT, som opkøber, renser og videresælger brugt IT-udstyr. Begrundelsen for udpegningen er blandt andet, at virksomheden har gentænkt en traditionel forretningsmodel og bruger grøn omstilling som en afgørende faktor for vækst.

Herlev Erhvervspris gik i år til Stanton også kendt som Københavns Papæskefabrik, som udvikler og producerer funktionelle og kreative emballageløsninger m.m. Begrundelsen for udpegningen er blandt andet at Stanton har styrket deres konkurrencefordel ved at lægge vægt på grøn produktion og bæredygtighed. Dette har betydet, at virksomheden har bidraget til at fastholde produktionsarbejdspladser i Herlev indenfor en vanskelig branche, hvor konkurrenter enten er lukket eller har flyttet produktionen til udlandet. Derudover blev der lagt vægt på, at virksomheden har et tæt samarbejde med Jobcenter Herlev.  

 

Borgmester Thomas Gyldal Petersen sammen med vinderen
af Herlev Erhvervspris 2021 – Stanton - repræsenteret ved
Direktør Carsten Buus Larsen.
Vinder af Grøn Erhvervspris 2021 - BuyBackIT. Prisen blev uddelt
af Martine Sig Rasmussen, CSR-ansvarlig i Carl Ras og formand
for Virksomhedssporet i Udvalg for Grøn Strategi og Omstilling.

 

Præsentationer fra dagen: 

•    Morfars.dk
•    Erhvervshuset
•    Herlevs klimaplan
•    Wihlborgs