Invitation til alle: Kom og vær med til festlig åbning af træningsskøjtehallen

Herlevs nye træningsskøjtehal holder housewarming onsdag den 4. september. Alle er velkomne til gratis slushice eller en tur på isen – du kan godt låne skøjter.

Når træningsskøjtehallen åbner dørene for første gang, er der rig mulighed for at komme på glatis. Borgerne inviteres nemlig indenfor til et tætpakket åbningsprogram med gratis tid på isen og besøg fra Herlevs allerbedste skøjteløbere fra HIKU og Herlev Ishockey Klub.

Mød Kim Staal og Maria Fuglsang Sørensen

Åbningen starter med en times gratis skøjtetid for alle fremmødte, og så står to rutinerede sportsudøvere for den officielle åbning. Den ene gæst er ishockeylegenden Kim Staal, som gennem flere år har kæmpet for både landsholdet og Herlev Eagles. Han får selskab af tidligere eliteskøjteløber Maria Fuglsang Sørensen, og sammen med borgmester Thomas Gyldal Petersen vil de åbne hallen. En hal som for alvor styrker Herlevs position som et skøjteknudepunkt.

-Siden 1977, hvor forhenværende borgmester Ib Juul åbnede Herlev Skøjtehal, har Herlev markeret sig som en stærk skøjteby, og interessen er bare vokset og vokset hos foreninger og herlevborgere. Det har så også betydet, at der har været rift om haltiderne, men det problem løser den nye skøjtehal. Nu kan alle - uanset niveau - komme ud og mærke det stærke fællesskab på isen, siger Thomas Gyldal Petersen.

Den nye hal giver foreninger og borgere mere skøjtetid

Den nye skøjtehal med træningsbane ligger i forlængelse af den nuværende skøjtehal i Herlev. Byggeriet gik i gang i december, og fra midten af oktober vil borgerne kunne udnytte isen i den nye hal.

Alle er velkomne til åbningen, og du kan se det fulde program for åbningen af træningsskøjtehallen den 4. september på Tvedgangen 204.

•    Kl. 15.00: Træningsskøjtehallen åbnes for alle borgere – fri skøjtning, gratis udlån af skøjter
•    Kl. 16.00: Borgmester Thomas Gyldal Petersen klipper snor med Kim Staal og Maria Fuglsang Sørensen
•    Kl. 16.15: Opvisning og show ved HI Kunstskøjteklub, Herlev Ishockey Klub og Herlev Eagles
•    Kl. 16.40 - 17.00): Fri skøjtning, gratis udlån af skøjter