Hjælp til vaccinationsbooking og transport

Borgere fra 85 år, som har modtaget brev med tilbud om vaccination, kan få hjælp til at bestille tid og transport til vaccinationsstedet.

Tilbuddet gælder dig, som på grund af fysisk og/eller psykisk nedsat funktionsevne ikke selv kan bestille vaccinationstid eller transportere dig til vaccinationsstedet. Hvis du ikke har pårørende eller andre i dit netværk, som kan hjælpe dig, kan du henvende dig til Herlev Kommune. 

Du kan kontakte Visitationen i Herlev Kommune på telefon 44 52 62 92 alle hverdage mellem kl. 9 – 14. Visitationen vil derefter bestille vaccinationstid til dig og give dig besked om vaccinationstidspunktet i et brev.

Transport til vaccination

Visitationen kan også være behjælpelig med at bestille kørsel til vaccinationsstedet, såfremt du som borger er omfattet af målgruppen for transport. Bestilling af vaccination og kørsel, skal foregå samtidig.
Sådan bestiller du selv tid til vaccination

Er du selv – evt. med hjælp fra en pårørende – i stand til at foretage booking og har fået digitalt brev med tilbud om vaccination, skal du benytte hjemmesiden vacciner.dk eller ringe til Region Hovedstaden på 30 66 89 37 og få en tid. 

Yderligere information

I første omgang vil borgere over 93 år modtage tilbud om vaccination, derefter tilbydes vaccinen til borgere mellem 85-93 år. 

Kommunen har kun adgang til de vaccinationstider, som Regionen offentliggør på vacciner.dk. Det betyder, at der, også for den kommunale bestilling af vaccinationstid, kan forekomme ventetid på vaccinationstid. Du skal derfor være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at få indfriet ønsker om særlige vaccinations tidpunkter, da det alene er regionen, der anviser tiden.

Det er gratis at blive vaccineret, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet. Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod COVID-19, da den beskytter mod at blive smittet og syg af COVID-19. 
Du kan altid finde den nyeste information om vaccination mod COVID-19 på sst.dk/corona

Hvis du er i tvivl, om du kan få vaccinen eller har andre spørgsmål, anbefaler vi, at du taler med din praktiserende læge eller din behandlingsansvarlige sygehuslæge.