Smørmosen
29. jun 2022

Fund af PFOS i Tibberup Å og flere søer

Grundet fund af PFOS i Tibberup Å, Vesterled Sø og søen ved Snogemosen frarådes det at spise fisk fanget i området.

Herlev kommune har tidligere på året fundet PFOS i vandet i Smørmosen og har siden foretaget prøver af vandet i Tibberup Å, Vesterled Sø og søen ved Snogemosen. Prøverne viser, at der også er forhøjede mængder PFOS i vandet i disse områder. 

Der vil blive opsat skilte ved søerne og langs åen, som informerer om PFOS og anbefalingen om ikke at spise fisk fra søen. Kommunen informerer desuden grundejerne langs Tibberup Å og Vesterled Sø.

Ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Herlev Kommune at begrænse hundes indtag af søvandet.

I Tibberup Å er der målt koncentrationer af PFOS på op til 2,7 ng/l, i søen ved Snogemosen er der registreret 1,0 ng/l og i Vesterled Sø er der registreret 1,9 ng/l. Til sammenligning ligger grænseværdien på 0,65 ng/l. De målte koncentrationer på niveau med det, der er fundet i Smørmosen, men er markant lavere end dem, der sidste år blev fundet ved Slagelse på op imod 34.000 ng/L. 

De forhøjede mængder stammer sandsynligvis fra Bagsværd Erhvervskvarter, hvor der er fundet PFOS i flere udløb, som leder regnvand til Smør- og Fedtmosen. Der er desuden fundet forhøjede mængder af PFOS i Mølleåsystemet, som omfatter Farum Sø, Furesø, Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Gladsaxe Kommune er i gang med at undersøge nærmere, hvor kilden til udslippet stammer fra.

Fakta om PFOS/ PFAS

PFAS er en forkortelse for perfluorerede alkylsyrer og er en samlet betegnelse for en stor gruppe fluorholdige stoffer, herunder PFOS. Stofferne er fremstillet industrielt og nedbrydes ikke i naturen. Nogle af stofferne er kendt som værende kræftfremkaldende. PFOS kan påvirke reproduktionen og er mistænkt for at være hormon- og immunforstyrrende.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst Cecilie Juhl Stentoft på cecilie.stentoft@herlev.dk eller telefon 91 16 60 87.