Fornyede partnerskabsaftaler skal sikre flere elever på de erhvervsrettede uddannelser

Herlev Kommune har nu indgået nye partnerskabsaftaler med en række erhvervsorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Aftalerne skal sikre flere praktikforløb og virksomhedsbesøg, så folkeskoleeleverne i fremtiden vælger en erhvervsrettet uddannelse.

I 2010 indgik Herlev Kommune den første partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. Siden da er Dansk Metal, Dansk Erhverv, Teknisk Erhvervsskole Center, NEXT og K Nord kommet med i samarbejdet om at styrke de unges interesse for håndværkervejen.Partnerskabsaftalerne skal blandt andet sikre flere praktikforløb og virksomhedsbesøg, så folkeskoleleverne får et større kendskab til håndværkerfagene. Også ledige skal have en bedre mulighed for at blive indsluset i erhvervsrettede praktikforløb. I Dansk Byggeri er man glade for partnerskabsaftalen, som er den fjerde i rækken siden 2010.

-Alle statistikker peger på, at Danmark i fremtiden kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Derfor er det afgørende, at vi får flere praktikforløb og virksomhedsbesøg på skoleskemaet, så eleverne lægger mærke til de mange andre alternativer udover studenterhuen. Her spiller partnerskabsaftalerne en vigtig rolle, siger formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou. 

I Herlev går udviklingen allerede den rigtige vej. I 2019 var det 20,5 procent af folkeskoleeleverne, som valgte en erhvervsrettet uddannelse. Et tal som ligger tæt på regeringens målsætning om, at hver fjerde folkeskoleelev skal vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen, hvilket glæder borgmester Thomas Gyldal Petersen.  

- Når vi som kommune var tidligt ude med partnerskabsaftalerne, så er det fordi, det virker. Samarbejdet mellem kommune, erhvervsorganisationer og skolerne gør, at vi i fællesskab kan nå bedre og bredere ud til de unge. Det er blandt andet også forklaringen på den lokale vækst i praktikpladser, og det arbejde vil vi fortsat styrke, så virksomhederne også i fremtiden har adgang til de kloge hænder, afslutter borgmesteren.
De fornyede partnerskabsaftaler med Dansk Metal, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Teknisk Erhvervsskole Center, NEXT og K Nord løber frem til 2021.

Vil du vide mere om partnerskabsaftalerne, kan du kontakte udviklingskonsulent Ida Marie Jeppesen på mail Ida.Marie.Jeppesen@herlev.dk