01. sep 2022

Besøg klimafestivalen og klimarenoveringsmessen

Fredag og lørdag er bæredygtighed, genbrug og energirenovering på programmet på Herlev Bibliotek.

"Bær dig dygtigt ad - fra verdensmål til hverdagsmål." Sådan lyder overskriften på årets klimafestival, som i ly af Herlev Festival finder sted på Herlev Bibliotek.

Det løber af stablen lørdag den 3. september kl. 10-15.

Klimafestivalen er for hele familien, og besøgende vil på workshops og ved boder og værksteder få masser af viden og inspiration om bæredygtighed og genbrug.

Deltag for eksempel i plantebyttebiks, affaldsquiz og bogbytte - eller lån en elcykel, lær om japansk broderi eller smag på på klimavenlig mad.

Der er mange muligheder for at have det sjovt, blive klogere og for at tage hjem med gode oplevelser og nye idéer.

Se hele programmet på og få billetter på herlevbibliotek.dk.

Klimarenoveringsmesse fredag og lørdag

Overvejer du - eller har allerede besluttet - at energirenovere din bolig, kan du ved Herlev Bibliotek også besøge klimarenoveringsmessen.

Lokale håndværkere, banker og ejendomsmæglere samt SparEnergi står klar til at rådgive dig om, hvordan du kan energirenovere din bolig, så du sikrer dig den bedste løsning for både klima, miljø og pengepungen.

Du kan fx høre om dine muligheder for at opsætte solceller eller udskifte dine vinduer. Hvilke låne- og støttemuligheder der er til energirenovering? Og hvad det betyder for prisen på din bolig, når du skal sælge?

Klimarenoveringsmessen finder sted fredag den 2. september kl. 15-19 og lørdag den 3. september kl. 10-15 ved Herlev Bibliotek.