Alle skolebørn og børn i dagtilbud vender tilbage

På mandag kan også de ældste klasser komme fysisk i skole.

Eleverne i 0. til 5. klasse er allerede vendt tilbage til skolerne – ikke som før corona ændrede hverdagen, men til en anden skoledag med stor fokus på hygiejne og nye fysiske rammer. Her i 2. fase af genåbningen, hvor de sundhedsfaglige retningslinjer er ændret, bliver det nu også muligt at få de ældste elever tilbage til skolerne.

Fem timers undervisning om dagen

Fra uge 21 får alle elever fem timers daglig undervisning – dog tre timer de to første skoledage for de store elever, den 18. og 19. maj. De dage vil blive brugt på at lære eleverne de nye procedurer og regler, for der er fortsat stor fokus på at undgå smitte.

De yngste elever møder fra klokken 8 til 13, mens de ældre møder på forskudte tidspunkter. For alle vil skoledagen dog slutte senest klokken 15, og der vil også være fritidstilbud efter skole.

Alle børn kan komme i dagtilbud

I daginstitutionerne er sundhedsmyndighedernes retningslinjer ændret; kvadratmeterkravet og kravet om begrænsede gruppestørrelser er således ophævet. Det betyder, at alle børn nu kan passes. Åbningstiden vil fortsat være fra klokken 7 til 16.

Overholder alle krav og regler

Både i dagtilbud og skoler har vi stor fokus på at overholde alle krav og regler fra sundhedsmyndighederne. Det er helt afgørende at skabe fysiske rammer og indføre rutiner og regler, så hverdagen er tryg og sikker både for børn og voksne. Alle forældre har fået direkte besked.