Ny digital vejleder klar til at hjælpe

Publiceret 16-09-2025
Nyhed

Herlev Kommune har ansat Nasja Rauf som digital vejleder. Hun skal hjælpe borgerne med digitale udfordringer.

Nasja Rauf står klar til at hjælpe borgere, der synes, at det kan være udfordrende at bruge offentlige digitale løsninger.

”Det er borgere i alle aldersgrupper der kan have brug for vejledning. Vi har ofte et billede af, at de unge er superdygtige, når det kommer til det digitale, men vi skal være opmærksomme på, at mange af de unge også har svært ved at manøvrere i de offentlige systemer, fordi de kan have udfordringer med at forstå de informationer, de møder,” siger Nasja Rauf.

Den digitale vejleder kan hjælpe med alt fra aktivering af MitID og oprettelse af Digital Post til vejledning om brugen af for eksempel borger.dk, e-Boks, opdatering af styresystemer med mere.

Nasja Rauf har tidligere arbejdet med HR. Hun har blandt andet en baggrund i finanssektoren og har været it-administrativ medarbejder i Ballerup Kommune. Hun er derudover uddannet coach.

Nasja Rauf bor i Måløv i Ballerup Kommune. Her har hun engageret sig som frivillig Bydelsmor. Bydelsmødre er et landsdækkende netværk af kvinder, der hjælper med at bygge bro mellem isolerede borgere og det omgivende samfund.

Som digital vejleder i Herlev Kommune, vil hun gerne etablere et samarbejde med de almene boligforeninger.

”Min research siger mig, at der befinder sig en stor del af de borgere, som jeg henvender mig til, i de almene boligforeninger. Derfor giver det god mening, at lave et samarbejde med dem,” siger Nasja Rauf.

Den digitale vejleder kan mødes personligt uden tidsbestilling på:

  • Rådhus Hjortespring, Jobbutikken: mandag kl. 9-10.30
  • Herlev Bibliotek: onsdag kl. 10-13
  • Herlev Rådhus, Borgertorvet 1. sal: fredag kl. 9-12

Nasja Rauf kan kontaktes telefonisk alle hverdage mellem kl. 9-14 på telefon 21705203 eller på mail digitalvejleder@herlev.dk

Læs mere om den digitale vejleder