En ganske særlig skole har rundet 50 år

Publiceret 05-09-2025
Nyhed Pressemeddelelse

Gl. Hjortespingskole har fejret 50 års jubilæum. I fem årtier er elever med særlighed behov blevet mødt med forståelse og en stærk faglighed i et særligt fællesskab.

Man kan roligt sige, at Herlev Kommune var på forkant med tiden og pædagogikken, da man i 1975 skabte Gl. Hjortespringskole.

Siden dengang har skolen været en tryg havn og et udviklende læringsmiljø for børn og unge, der har brug for noget andet og noget mere end det, man finder i den almindelige folkeskole.

Da Gl. Hjortespringskole fredag den 29. august fejrede sit 50-års jubilæum holdt borgmester Marco Damgaard en tale for forsamlingen af medarbejdere, elever og familier med flere.

”En skole er et forpligtende fællesskab mellem elever, lærere og forældre. Og på det punkt kan Gl. Hjortespringskole noget særligt,” sagde han.

Marco Damgaard refererede til da han som nytiltrådt borgmester var jeg på besøg på Gl. Hjortespringskole og kom til møde med medarbejdere, ledere og elever.

”Det I elever sagde gik lige i hjertekulen. I fortalte, at I bliver accepteret, anerkendt og I bidrager. Det er virkelig noget I er dygtige til her på skolen. Det kan I være stolte af,” sagde Marco Damgaard.

Ret til at lære på egne præmisser

Som skolens leder Kenneth Lind Winther påpeger, så har man på Gl. Hjortespringskole gennem 50 år aldrig været bange for at gå nye veje, prøve nye metoder og insistere på, at alle børn har ret til at lære på deres egne præmisser.

”Det kræver mod. Det kræver vilje. Og det kræver mennesker, der brænder for deres arbejde. Den indsats kan ikke måles i karakterer eller eksamensresultater. Den kan måles i smil, i fremskridt, i selvtillid og i livsglæde,” siger Kenneth Lind Winther.

Smil og livsglæde var der masser af i skolegården den fredag, hvor der blev spillet musik, spist kage og sendt balloner til vejrs.