I 2025 er der afsat 1.650.000 kr. til at understøtte initiativer, der gør Herlev til et endnu mere inkluderende, aktivt og attraktivt sted at være. Fællesskabspuljen skal styrke fællesskabet, fremme bylivet og understøtte et bredt engagement i Herlev Kommune.
Der er allerede modtaget 48 ansøgninger til fællesskabspuljen.
Dansen går
Nogle af dem, der har fået penge fra Fællesskabspuljen er Linedanceholdet i TIM-regi. TIM står for Trivsel, Idræt og Motion og er et kommunalt tilbud for borgere uden for arbejdsmarkedet – primært pensionister og ledige. Lige så vigtigt som motionen er det fællesskab deltagerne finder her, både til træningen og den efterfølgende kaffe, julefrokost med mere.
Der er gang i den på trægulvet i Herlev Hallen tirsdag formiddag. Formationsdansen kræver koncentration og koordination og deltagerne får sved på panden, og der bliver grinet.
”Musik og dans er godt. Det er sjovt at bevæge sig sammen,” siger Pia Kensø.
Svend Aage Blak er en af de få mænd på holdet. Han sætter også stor pris på fællesskabet i dansen.
”Det er supergodt. Jeg hørte om Linedanceholdet, da jeg gik på TIMs ryghold,” siger han.
De to veninder Susanne Falkenskov og Anita Rasmussen er klassiske TIM-medlemmer. De nøjes ikke kun med én aktivitet.
”Vi har omlagt ugen, så vi kan komme til linedance. Vi går til flere aktiviteter sammen - stolegymnastik og svømning,” siger Anita Rasmussen.
Det er Vibeke Hastrup, der som instruktør leder slagets gang. Hun kommer fra foreningen Herlev Linedance.
”Jeg blev spurgt, om jeg ville lave det her hold i TIM-regi. Det giver rigtig god mening, og nu har vi fået pengene fra fællesskabspuljen. Motion er godt og fællesskabet og de sociale relationer, de får på holdet er meget vigtige for deltagerne,” siger Vibeke Hastrup og fortsætter:
”Man bliver glad af bevæge sig til musik. Linedance er godt for hjerne og koordination, og så kan man møde op uden at have en partner med,” siger Vibeke Hastrup.

Puljen er en succes
Har man et projekt, der kan skabe fællesskab og styrke sammenholdet i Herlev, kan man søge Fællesskabspuljen. Der var ansøgningsfrist 1. april og igen 1. november for de større projekter. Samtidig kan man løbende søge og få op til 5.000 kr. i støtte til et projekt. Ansøgningerne til de mindre projekter behandles hurtigt, indenfor par uger.
Puljen har to primære indsatsområder - Civilsamfunds- og foreningsindsatser og Kommunale fællesskabsindsatser. Indsatsområderne skal tilsammen bidrage til udviklingen af et mangfoldigt, aktivt og attraktivt lokalsamfund på tværs af Herlev Kommunes forskellige aktører.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Michele Møller Amundsen er glad for, at Fællesskabspuljen har vist sit værd.
”Med så mange ansøgninger, så synes jeg, at vi kan sige, at Fællesskabspuljen er en succes. På denne måde kan vi støtte gode ideer og projekter, der kan være med til at skabe fællesskaber og styrke sammenholdet i Herlev,” siger Michele Møller Amundsen og tilføjer:
”Noget af det, jeg synes er virkelig godt ved Fællesskabspuljen, er at man hurtigt kan søge og få støtte til et projekt. Det betyder, at der ikke er langt fra ide til handling. Det er noget særligt, som adskiller Fællesskabspuljen fra andre puljer,” siger Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget.

Billedet: Kunstudstillingsstedet Gammelgaard har i samarbejde med Herlev Bymidte Center installeret kunstner Karoline H. Larsens interaktive kunstprojekt midt i indkøbscenteret.
Eksempler på projekter Fællesskabspuljen har støttet
- Grundlovsfest i Højstensgård boligforening
Afholde en fælles grundlovsfest og skabe fællesskab på tværs af afdelingens beboere - Indisk food festival i medborgerhuset
Foreningen Denmark Kannada Koota ønsker at fremme indisk kultur i det danske samfund ved at tilbyde hjemmelavet autentisk mad - Gratis filmforevisning
Filmpaletten introducerer filmtilbud bredt til borgerne i Herlev. - Herlev Skolebio viser film for udsatte familier
Frimedlemsskaber til sæson 2025-2026 til børn fra udsatte familier. Uddeles i samarbejde med skolerne i Herlev. At børn fra udsatte familier får mulighed for at være en del af et fællesskab med andre børn. - Valg i Herlev gennem tiderne
Herlev-Hjortespring Historiske Forening har lavet en udstilling om lokalvalg i Herlev gennem tiderne. Udstillingen kan ses i Herlev Bymidte Center netop nu. - Klassisk musik i indkøbscenteret
Klassisk Musikforening Herlev har fået støtte til at lave en klassisk koncert i Herlev Bymidte Center. Formålet er at skabe liv og glæde i indkøbscentret og samtidig vise borgerne Herlev foreningslivs mangfoldighed. - Knudret interaktiv kunst i det offentlige rum
Kunstudstillingsstedet Gammelgaard har i samarbejde med Herlev Bymidte Center installeret kunstner Karoline H. Larsens interaktive kunstprojekt midt i indkøbscenteret. Her kan Herlevborgere på indkøbstur deltage i det fællesskabte kunstværk. (Se billedet).
