I 54 år stod de tre bygninger, der tilsammen udgjorde det gamle Herlev Rådhus, for enden af Herlev Bygade.
I dag er bygningerne jævnet med jorden, og det er ikke til at se, at stedet i mange år var omdrejningspunktet for kommunens kontakt med herlevborgerne.
Nedrivningen af det gamle Herlev Rådhus har stået på de sidste måneder med støj og støv, og vi var en tur forbi for at dokumentere den absolut sidste del af det gamle Rådhus historie i Herlev, inden et nyt kapitel nu for alvor kan begynde.

Høj arkitektonisk kvalitet
Det nye kapitel er fastlagt i den lokalplan, som kommunalbestyrelsen vedtog tilbage i november 2024.
Her har kommunalbestyrelsen lagt vægt på, at området omkring det gamle Rådhus skal udvikles til et attraktivt boligområde, der skaber en naturlig forbindelse til byens dynamik og funktioner.
Ambitionen er bebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet, som fortolker stedets egenart, og hvor arven fra Saxbo kan ses og mærkes.
Der er også lagt vægt på, at der skal være bæredygtige løsninger med fokus på klimasikring og bynatur.

Inspiration fra Saxbo-bygningen
Den kommende bebyggelse består af rækkehuse og etageboliger i 1-5 etager, og skal bestå af fire kareer, der alle har gårdrum, med deres eget tema. Derudover placeres der fælleshus til lokalområdet.
Omkring hvert gårdrum vil der være en blanding af rækkehuse og etageboliger og en blanding af etagehøjder, der er placeret for at give mest muligt sollys i de enkelte gårdrum. Etageboliger med 4-5 etager er placeret mod Herlev Hovedgade, for at skærme gårdrummene for trafikstøj.
Arkitekturen i projektet samler inspiration fra bygninger i lokalområdet så som Saxbo-bygningen og den gamle Herlev Skole.
Det er planen, at det nye projekt skal stå færdig i efteråret 2027.

