Fremover kan herlevborgerne se frem til at nyde mad og drikke i en hyggelig gårdhave ved Herlev Kro.
Ejerne af Herlev Kro & Hotel, Go Hotels, har planer om en indvendig ombygning af kroen, så overnatningskapaciteten går fra 70 pladser til 80 pladser. Samtidig ønsker de at åbne en restaurant og gøre gårdhaven tilgængelig for offentligheden med udeservering.
I den forbindelse har Økonomiudvalget i Herlev Kommune besluttet, at der skal udarbejdes forslag til en ny lokalplan 143, der sikrer de bevaringsværdige træk ved en indvendig ombygning af hotellet med flere værelser i eksisterende krobygning, samt indretning af restaurant og gårdhave med udeservering.
En historisk kro
Herlev Kro har rødder helt tilbage fra 1863, så dermed er det et vigtigt historisk omdrejningspunkt for Herlev, som nu begynder på et nyt kapitel i den lange historie.
Det glæder borgmester, Marco Damgaard.
”Der er ingen tvivl om, at Herlev Kro er noget særligt for vores by. Jeg synes det er nogle spændende planer, som Go Hotels har på vegne af kroen, og jeg glæder mig til at se kroen blive et omdrejningspunkt for fællesskab og liv for byen. Vi har brug for åndehuller i byen, hvor vi kan mødes på kryds og tværs og komme hinanden ved,” siger Marco Damgaard.

Udvidelsen kan snart gå i gang
Planerne med etablering af nye hotelværelser i den eksisterende krobygning samt indretning af gårdhaven forventes at kunne gå i gang allerede i år, da det kan ske indenfor det gældende plangrundlag. Go Hotels har tilbudt at lade en servitut tinglyse, som sikrer de bevaringsværdige træk ved kroen, indtil den bevarende lokalplan vedtages.
Det er forventningen lige nu, at en ny lokalplan vil kunne behandles politisk i første halvår af 2026 med henblik på endelig vedtagelse i løbet af anden halvdel af 2026.
Ved udarbejdelse af den nye, bevarende lokalplan er der følgende opmærksomhedspunkter:
- Bevaringsværdige træk. I en ny lokalplan skal de bevaringsværdige træk sikres, for at kroens kulturhistoriske betydning kan bevares i bybilledet. Der skal være særlig opmærksomhed på indretningen af værelser i stueetagen mod gågaden og udseende på vinduer og døre i respekt for de bevaringsværdige træk.
- Skiltning. Det gamle Herlev Kro-skilt samt et eventuelt behov for ny skiltning i forbindelse med åbning af restaurant skal reguleres i overensstemmelse med de bevaringsværdige træk.
- Gårdhaven skal gøres tilgængelig og indbydende fra gågaden.
- Træer. De to træer foran kroen vurderes at være bevaringsværdige og skal sikres mod fjernelse og beskadigelse.
Læs den politiske sag som Økonomiudvalget behandlede den 3. september 2025 her:

