Valget er i gang: 27% af Herlevs vælgere har sat deres kryds

Publiceret 18-11-2025
Nyhed Pressemeddelelse

Klokken 14 har 27 procent af Herlevs vælgere stemt. Det er en højere stemmeprocent end nabokommunerne har registreret. Det lover godt for stemmedeltagelsen.

Mette Larsen og datteren Hannah-Luu Lund er lige kommet ud af stemmeboksene i Kildegårdhallen. 

Mette Larsen og datteren Hannah-Luu Lund er lige kommet ud af stemmeboksene i Kildegårdhallen. 

Hannah-Luu er 18 år, og det er hendes første valg.

”Det var meget fint at stemme. Jeg har undersøgt en del inden. Jeg brugte blandt andet kandidattesten. Jeg er gået efter at stemme på en ung. Jeg kunne godt tænke mig flere unge i kommunalbestyrelsen. Det, at der er unge, giver et andet perspektiv,” siger Hannah-Luu.

Moderen Mette har sine særlige politiske interesser.

”Jeg orienterer mig meget skolepolitik. Det synes jeg er vigtigt,” siger Mette Larsen.

 

Jesper Blåbjerg Dahl har stemt samme sted med familien (Foto).

”Det er vigtigt at være en del af demokratiet og tage del i valget. Det jeg lægger vægt på i kommunalpolitik er, at erhvervslivet og virksomhederne har det godt i Herlev. Og så er kulturpolitik vigtigt. Jeg synes, Herlev har en god balance. Der er omsorg og gode sports- og kulturtilbud,” siger Jesper Blåbjerg Dahl.

 

Der er også gang i den ved valgbordene i Herlev Hallen. Niels og Dorte Larsen har sat deres kryds.

”Jeg synes det er en pligt at stemme,” siger Niels Larsen.

”Men den der stemmeseddel til regionsrådsvalget var godt nok lidt svær,” siger Dorte.

Hun referer til, at hele 420 kandidater stiller op til valget i Region Østdanmark. Det giver en stemmeseddel på lige godt en meter.

”Ellers er det vigtigste for os nok ældrepolitik. Det har jo noget at gøre med alderen. Så må vi se, om vi får brug for noget af det på et tidspunkt,” siger Niels Larsen.

 

Hvis du vil være med til at give Herlev Kommune landets højeste stemmeprocent, så skal du bare gå ned på dit valgsted inden klokken ringer i aften kl. 20.

 

 

 

 

Klokken 8:

Klokkerne ringer for 23.928 herlevborgere

23.928, det er antallet af stemmeberettigede i Herlev Kommune, der i dag kan sætte kryds på valgsedlen til kommunalvalget, hvor i alt ni partier og 79 kandidater er opstillet.

Klokken otte ringede valgstyreformand med klokken i Herlev Medborgerhus.

Det samme gjorde valgstyreformændene på kommunens øvrige to afstemningssteder: Herlev Hallen og Kildegårdhallen.

Valghandlingen er med andre ord i gang og løber frem til i aften klokken 20, hvor klokkerne ringer igen.

Blandt de morgenfriske vælgere er Inge Frederiksen.

”Det er rigtig vigtigt at stemme, især til kommunalvalg. Det synes jeg næsten er endnu vigtigere end folketingsvalg,” siger Inge Frederiksen, der har boet 33 år i Herlev.

Faruk Yetiskin stemmer for første gang til kommunalvalg.

”Det er jo vigtigt at vælge, hvem der skal bestemme i Herlev. Som ny i Herlev har jeg talt med en del om valget, for at finde ud af, hvem der gør det godt,” siger Faruk Yetiskin.

Amanda W. Hansen er 20 år, ny tilflytter til Herlev og førstegangsvælger.

”Det var rigtigt fint at stemme her til morgen. Jeg har brugt kandidattest til at finde ud af, hvem jeg skal stemme på,” siger Amanda W. Hansen.

420 kandidater til regionsvalget

De stemmeberettigede i Herlev skal i dag også vælge medlemmerne til regionsrådet i den nye store region, Region Østdanmark. Her stiller hele 420 kandidater op fordelt på 19 lister.

Er man over 60 år kan man også stemme på kandidaterne til Ældrerådet. Her er i alt 11 kandidater opstillet.

Ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2021 lå stemmeprocenten på 63,3 %. Det bliver spændende at se, om den kommer højere op i dag.

Du kan følge med i valget i Herlev på valg.dk