Ældrevejlederen tager telefonen og giver gode råd

Publiceret 06-03-2025

Der er brug for en alternativ indgang til det offentlige system for ældre og pårørende, der har svært ved at overskue situationen. Derfor ansætter Herlev Kommune en ældrevejleder, der skal kunne hjælpe og rådgive på ældreområdet og sundhedsområdet.

Sussi Ulnits Glarø glæder sig til at træde i karakter i rollen som ældrevejleder.

Sussi Ulnits Glarø bliver formentlig den første i landet med stillingsbetegnelsen ældrevejleder. Fra på mandag den 10. marts kan man møde hende på Rådhuset Bymidten og Rådhus Hjortespring, eller man kan ringe til hende.

Baggrunden for at man nu ansætter en ældrevejleder i Herlev Kommune er, at rigtig mange ældre borgere og deres pårørende oplever udfordringer, for eksempel når de ældre skal på plejehjem eller bliver hårdt ramt af sygdom.

En væsentlig del af udfordringerne handler om, hvordan man håndterer de mange kontakter til forskellige offentlige myndigheder på tværs af kommunen, regionen og den praktiserende læge. Kontakterne foregår i dag på digitale platforme og det er en udfordring for flere ældre.

Sussi Ulnits Glarø glæder sig til at træde i karakter i rollen som ældrevejleder. De seneste otte år har Sussi arbejdet på myndighedsområdet i Hvidovre Kommune og har dermed stor erfaring i at rådgive og vejlede ældre og pårørende i tilbud og muligheder for ældre.  Hun kender udmærket problemstillingerne.

”Da jeg så stillingsopslaget tænkte jeg, at det er lige det, der er brug for. Vi ser igen og igen borgere, der mangler ressourcer og ikke er på digitale platforme, som ikke får det rigtige tilbud eller behandling, fordi de ikke kan overskue deres situation. På den måde taber vi dem, der i virkeligheden har mest brug for hjælp,” siger Sussi Ulnits Glarø og fortsætter:

”Vi har haft en digitalisering og en effektivisering af sundhedsvæsenet, de senere år. Det lægger større ansvar over på den enkelte borger i forhold til håndteringen af egen situation. For nogen vokser det over hovedet. Paradoksalt nok er det nogle gange dem, der er de dårligste og med færrest ressourcer, der skal kunne mest. Derfor giver det virkelig mening at have en ældrevejleder,” siger hun.

Sussi Ulnits Glarø er oprindeligt uddannet ergoterapeut og har desuden en master i rehabilitering med linjefag i brugerinddragelse, strategisk kommunikation og effektmåling. Hun en tidligere undervist på SOSU-uddannelsen.

En man kan tale med

Det er partierne bag det brede budgetforlig for 2025, A, SF, Ø og C, der besluttede, at der skulle etableres en ældrevejlederfunktion.

Borgmester Marco Damgaard er glad for, at ældrevejlederen nu er klar til at gå i gang.
"Det er vigtigt, at de ældre og pårørende, der står i en vanskelig situation, som de har svært ved at overskue, får en alternativ indgang til det kommunale og offentlige system. I de situationer er det væsentligt, at man kan tale med et menneske, der kan hjælpe med at skabe overblik og vejlede. Med de nye tiltag, der er på vej med ældrereformen og sundhedsreformen, bliver den funktion endnu vigtigere. Derfor er jeg glad for, at vi i Herlev nu får en ældrevejleder,” siger borgmester Marco Damgaard.

 

Her kan du møde Herlevs ældrevejleder

Fra mandag den 10. marts 2025 kan ældre borgere og deres pårørende få hjælp af ældrevejleder Sussi Glarø.

Ældrevejlederen er et nyt tilbud i Herlev Kommune. Du kan bl.a. få hjælp til:

  • Vejledning og rådgivning om hjemmehjælp, plejebolig, hjælpemidler og træning
  • Hjælp til at forstå breve fra kommunen
  • Hjælp til digital post og digital selvbetjening
  • Rådgivning om klager og rettigheder

Kontakt Ældrevejleder på tlf. 30 31 09 93, hverdage kl. 9-13 eller på mail aeldrevejleder@herlev.dk

Åbent for fysisk møde

Ældrevejlederen kan træffes uden tidsbestilling:
Tirsdag kl. 11-13 – Rådhus Bymidten, Borgertorvet 1. sal.

Torsdag kl. 11-13 – Rådhus Hjortespring, Jobbutikken.