De forbipasserende ved søen i Elverparken undrer sig. Søen er temmelig udtørret, og andefuglene ser lidt hjemløse ud.
Tilstanden er ikke helt normal. Den lave vandstand skyldes højst sandsynligt en kombination af meget lidt nedbør i foråret og grundvandssænkningen i forbindelse med Kagsåparkens Regnvandsprojekt.
Der er tale om et stort klimatilpasningsprojekt for Kagsåparken, der ligger på grænsen mellem Herlev Kommune og Gladsaxe Kommune. HOFOR er ansvarlig for projektet, som skal mindske antallet og omfanget af oversvømmelser og samtidig forbedre vandkvaliteten i Kagså.
I forbindelse med anlægsarbejdet i Kagsåparkens Regnvandsprojekt foretages midlertidige grundvandssænkninger for at muliggøre etablering af blandt andet åbne bassiner i terræn og diverse bygværker. Herlev Kommune har som grundvandsmyndighed tilladt de midlertidige grundvandssænkninger med vilkår om, at der ved væsentlige overskridelser i forhold til de forventede sænkninger skal foretages foranstaltninger for at minimere eventuel skade.
Samtidig viser Danmarks Meteorologiske Instituts opgørelse, at foråret har været meget tørrere end normalt. Ifølge DMI har den gennemsnitlige nedbørsmængde for perioden marts, april og maj på landsplan ligget 38 % under klimanormalen for 1991-2020.
I forvejen lavbundet
Søen er normalt lavvandet med en vanddybde på under 0,5 meter. Søen er ikke forbundet med andre vandløb eller søer og er dermed afhængig af tilførsel af overfladevand i form af nedbør samt grundvandsstanden for ikke at udtørre. Herlev Kommune vurderer, at udtørringen højst sandsynligt forekommer som et resultat af sammenfaldet mellem den midlertidige grundvandssænkning og de lave nedbørsmængder. Allerede i april – inden grundvandssænkningen startede – kunne man konstatere, at vandstanden i søen var lav i forhold til normalen.
Dyrelivet
Udtørring af søer har ikke entydigt en negativ eller positiv påvirkning på dyre- og plantelivet i søer. For eksempel har udtørring en negativ påvirkning på fiskebestande, da deres leve- og skjulesteder forsvinder. Omvendt har det en positiv påvirkning på paddebestande som grøn frø, der er registreret i søen, da fisk kan æde paddernes æg og yngel.
Herlev Kommune vurderer dog, at den aktuelle udtørring af søen er omfattende. Den medfører blandt andet, at der er skabt en landfast adgangsvej til øen i søens midte, som er etableret for at sikre ynglesteder for blandt andet fugle, der er uforstyrret af mennesker og landlevende rovdyr som ræve og katte. Dette gør fuglelivet på øen sårbart over for rovdyr og menneskelige forstyrrelser.
Kagsåparkens Regnvandsprojekt og de tilknyttede rådgivere undersøger, om den deraf følgende grundvandssænkning kan justeres.
Man arbejder på at hæve grundvandsstanden til det forventede niveau ved projekteringen. Det forventes dog ikke at have det nødvendige omfang til at hæve søens vandstand til normalt niveau.
Projektet meddeler, at grundvandsstanden ikke kan hæves yderligere af hensyn til risikoen for oversvømmelse af kældre i omkringliggende boliger.
Tilbage til normalt niveau
Herlev Kommune undersøger muligheden for at få tilført vand fra overfladen til søen. Dette kan for eksempel være ved tilførsel af oppumpet og renset grundvand fra projektet, som ledes til søen via ledninger.
Eftersom søens vandstand er afhængig af nedbørsmængder og grundvandsstanden, kan Herlev Kommune ikke forudsige præcist, hvornår søens vandstand er tilbage på normalt niveau. Det afhænger også af mulighederne for kunstig tilførsel af vand fra overfladen til søen.
Luftfotoet er taget sidste år og viser en mere normal vandstand i Elverparkens sø.