Mens store dele af Danmark sad klistret til tv-skærmen for at se Danmark spille sig i semifinalen ved VM i håndbold, havde en god forsamling herlevborgere et andet mål for øje. De
var onsdag aften samlet på Herlev Bibliotek til det første af to dialogmøder om kommunens kommende Kulturpolitik, som Kommunalbestyrelsen sidste år besluttede skulle udarbejdes.
Dialogmødet startede med et oplæg fra formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Michelle Møller Amundsen, der betonede vigtigheden af kultur som samlingspunkt i Herlev.
Herefter var det de fremmødtes tur til at komme på banen med perspektiver, forslag og idéer.
De forskellige input blev drøftet ud fra fire temaer:
• Kulturens fællesskaber
• Kulturens mødesteder
• Kulturens potentialer
• Kultur for alle
Humøret og engagementet var i top, og hvis du også har lyst til at bidrage til skabelsen af kommunens kommende kulturpolitik, så har du stadigvæk chancen.
Det andet og sidste dialogmøde bliver afholdt den 5. februar på Gammelgaard. Her har du muligheden for at komme med input, idéer og ønsker, som bliver en del af fundamentet for den nye kulturpolitik.