Gl. Hjortespringskolen vandt isgyser over ørnene

Publiceret 21-02-2025

I kampens sidste sekunder afgjorde Gl. Hjortesprings topscorer den højspændte kamp mod Herlev Eagles. Skoleeleverne vandt det årlige opgør 12-11. Kampen mod ishockeystjernerne er kulminationen på flere måneders træning, som giver eleverne gejst og læring.

Kampen mellem Gl. Hjortespringskolen og Herlev Eagles blev spillet torsdag den 20. februar.

Der gik et gys gennem tribunen, da Herlev Eagles canadiske spiller Maxim Trépanier bankede pucken - i dagens anledning en tennisbold - forbi Gl. Hjortesprings ellers stærke målvogter Mads til stillingen 11-12 til ørnene. Trépaniers jubelrunde i Herlev Skøjtehal blev dog hurtigt forvandlet til nedtur, da målet blev underkendt på grund af offside. 

Gl. Hjortespring havde nu få sekunder til at ændre uafgjort til sejr. Efter flere skud på mål, var det endnu engang Cecilie Steenberg Hansen, der stod bag scoringen, der førte til slutresultatet 12-11 til holdet fra Gl. Hjortespring Skole. 


Eleverne vokser en halv meter 

Kampen mellem Herlev Eagles og eleverne fra specialskolen Gl. Hjortespring er kulminationen på et ”træn-sammen projekt”, hvor eleverne hver mandag går til træning sammen med de professionelle spillere fra Herlev Eagles. 

Sådan har det været siden 2020. Det er den tidligere Herlev Eagles spiller og landsholdsspiller (1984-1996), Thomas Thornberg, der er drivkraften bag projektet. Han er nu lærer på Gl. Hjortespring skole. 

”Vi træner, hver mandag. Den dag er der ingen problemer med at motivere eleverne. De elsker at komme her i hallen,” siger Thomas Thornberg i udskiftningsboksen og fortsætter: 

”De får oplevelser, der styrker deres selvværd. De bliver en del af miljøet omkring klubben og det samme gør deres familier. De begynder at komme til hjemmekampene. De vokser en halv meter, når nogle af spillerne hilser på dem,” siger Thomas Thornberg. 

Ishockeytræningen har også positive effekter på andre dele af elevernes læring. Thomas Thornberg fortæller om en af eleverne, der er introvert og aldrig siger noget i engelsktimerne. 

”Men hun synes, det at det er så spændende at møde de professionelle canadiske spillere, at her taler hun engelsk,” siger han. 

Og så er der de elever, der går all in på ishockey, som Cecilie Steenberg Hansen og målmanden Mads, der er med Herlev Ishockeys juniorhold.  


Borgmesteren på tribunen 
Borgmester Marco Damgaard er også med på tribunen sammen med familie og venner til eleverne. Borgmesteren havde også fået rollen med at give pucken op til kampstart. 


Marco Damgaard er meget begejstret for samspillet mellem ishockeyklubben og Gl. Hjortespring Skole. 

”Jeg elsker at se ishockey her i skøjtehallen med mine børn. Og normalt holder jeg med Herlev Eagles, men det gjorde jeg ikke i dag. Det er virkelig noget der varmer mit borgmesterhjerte at se det fællesskab, der er omkring det her projekt. Eleverne får virkelig meget ud af det her og familierne er med og bliver involveret. Tak, til alle involverede. Tak, til Herlev Eagles og jer spillere for at gå ind i det her,” siger Marco Damgaard, da elever, tilskuere, spillere, trænere og dommere samles til kaffe og kage efter kampen.