Plejehjem Hammergården bliver til virkelighed

Publiceret 29-08-2025
Nyhed Pressemeddelelse

Efter flere års arbejde og forhandlinger er der fundet en god og holdbar løsning for opførelsen af Plejehjem Hammergården og tilhørende boliger. Herlev Kommune har indgået aftale med KAB, så byggeriet af både plejecenter og boliger kan realiseres.

Det har været en lang føljeton, men nu bliver der taget et vigtigt skridt for at realisere visionen om Plejehjem Hammergården og de tilhørende familieboliger og 50+boliger.

Kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune har godkendt en såkaldt Skema A aftale med Herlev Boligselskab v/ KAB, så Plejehjem Hammergården bliver opført i samarbejde med den almene boligforening.

Samtidig bliver det muligt at gå videre med opførelsen af de boliger, som er projektudviklet i samarbejde med PensionDanmark.

”Da jeg tiltrådte som borgmester i januar i år, var en af mine vigtigste opgaver at finde en holdbar løsning for Hammergården. Det er vi lykkes med, fordi vi har trukket på de stærke kræfter i den almene boligsektor og fastholdt samarbejdet med PensionDanmark. Jeg er stolt af den løsning, vi har fundet, og jeg tror på, at det bliver rigtig godt for fremtidens ældrepleje i Herlev,” siger borgmester Marco Damgaard.

Plejehjem Hammergården kommer til at indeholde 216 plejeboliger, aktivitetscenter, genoptræning, helhedspleje, køkken og kantine samt administrative funktioner.  

I samspil med de ca. 125 planlagte familieboliger og 50+boliger får Herlev Kommune et lokalt samlingspunkt med masser af liv og aktivitet for ung som gammel.

Første spadestik i 2027

Tidsplanen for projektet ser således ud, at det eftertragtede første spadestik kan tages i 2027. Herefter venter et stort arbejde, inden byggeriet kan stå færdig i midten af 2029.

Det betyder, at indflytning vil kunne ske i etaper i 2029. For de berørte beboere vil flytningen blive planlagt i rigtig god tid, så beboere og pårørende bliver godt informeret og inddraget. 

”Det er tiltrængt for beboerne og pårørende at få noget afklaring om et projekt, som vi har snakket om i lang tid. Jeg er glad for, at vi nu har en køreplan og en tidsplan at forholde os til. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at få realiseret projektet,” siger formand for Sundheds- og Voksenudvalget Gitte Friberg Bomholdt.

Videre proces

I det næste stykke tid vil Herlev Kommune og kommunalbestyrelsen også kigge på, hvordan Lærkegaard Center skal bruges i fremtiden, så Hammergården og Lærkegaarden kommer til at spille bedst sammen til gavn for borgerne i Herlev.

Derudover vil Herlev Kommune sammen med Herlev Boligselskab v/KAB i efteråret kigge ind i det endelige forslag for indretningen af Hammergården, så det lever op til behovene nu og i fremtiden. 

I efteråret vil medarbejderne også blive inddraget igen, og der vil blive inviteret til et åbent borgermøde om Hammergården, så Hammergården bliver et fælles projekt for hele Herlev.