Sikker skolevej til Herlev Byskole bliver permanent

Publiceret 08-04-2025

Et trafikforsøg, hvor der har været lukket for gennemkørsel med biler på Sønderlundvej, er nu blevet permanent. Det har kommunalbestyrelsen netop besluttet.

Tilbage i 2022 var der behov for at finde en løsning på problemer med for meget biltrafik omkring Herlev Byskole afd. Eng, og løsningen blev en vejlukning af Sønderlundvej vest for Stumpedal.

Forsøgsordningen er siden 8. marts 2023 blevet forlænget ad flere omgange, men nu er løsningen blevet gjort permanent. Det besluttede kommunalbestyrelsen onsdag aften.

Det glæder Betina Skovby, der er medlem af kommunalbestyrelsen for SF. Derudover er hun formand for familie- og forebyggelsesudvalget, næstformand for børne- og uddannelsesudvalget og repræsentant i skolebestyrelsen på Herlev Byskole.

”Det er vigtigt, at vi tilbyder vores børn en tryg og sikker vej til skole. Her har det været vigtigt for børnene på Herlev Byskole afd. Eng, at vi fortsætter de meget positive tendenser, som vi har oplevet, siden Sønderlundvej blev lukket for gennemkørende trafik,” siger Betina Skovby.

Markante resultater af vejlukningen
Der er gennemført trafiktællinger på de omkringliggende veje i området omkring Herlev Byskole, afd. Eng, lige før trafikforsøget i marts 2023, en måned efter i april 2023, og ca. 7 måneder efter i oktober 2023.

Her viste resultaterne, at der med lukningen af Sønderlundvej er væsentligt færre trafikanter i bil omkring skolen, og at Sønderlundvej samt Engløbet er væsentlig mindre belastede af biltrafik.

Samtidig var der væsentligt flere cyklister om morgenen og om eftermiddagen. I det sidste kvarter op til mødetid i skolen er der ca. dobbelt så mange cykler i oktober 2023, som før trafikforsøget blev gennemført.

På Herlev Byskole har de siden lukningen modtaget adskillige tilkendegivelser fra forældre, som nu tør lade deres børn færdes selv, hvilket også medvirker til færre biler ved skolen.

En udfordring for nogle beboere
Betina Skovby medgiver, at det samlet set ikke har været nogen nem beslutning, fordi vejlukningen også giver udfordringer for beboere, der bor på den anden side af afspærringen på Sønderlundvej, som har oplevet at skulle en omvej til og fra deres hjem.

”Der er ingen af os, der er interesserede i at gøre livet mere besværligt for herlevborgerne, men vi har samlet set vurderet, at det vigtigste har været trafiksikkerheden for børnene, så forældre med ro i maven kan sende deres børn afsted om morgenen,” fortæller Betina Skovby.

Når vejlukningen skal gøres permanent, skal der etableres en vendeplads vest for vejlukningen, så bilerne kan vende uden risiko for at bakke ind i en cyklist.