Veteraner blev hyldet i smukke rammer

Publiceret 06-09-2024

Igen i år fejrede Furesø og Herlev Kommune i fællesskab flagdag ved Flyvestation Værløse.

Dannebrog flagrede lystigt i vinden, mens solen bankede ned over Flyvestation Værløse, der for andet år i træk dannede rammer om Herlev Kommune og Furesø Kommunes fælles fejring af Flagdagen.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen var blandt talerne sammen med Furesø Kommunes 1. viceborgmester Bettina Ugelvig og Mick Krag fra Safe Zone under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt.

Derudover kunne de fremmødte veteraner, pårørende og familier nyde tonerne af Don Pedro Jazz n’ Latin, mens de fik lidt at spise og drikke.

Der blev også spejdet intenst mod himmelen, da hele to af Forsvarets F-35 fly strøg over himmelen, og til dem der ikke nåede at se flyene, var der til gengæld rig mulighed for at nærstudere de kampfly, som er en del af Værløse Flyhistoriske Hangar.

Der blev også lejlighed til at holde et minuts stilhed for de, der er faldne ved fronten. 

Tak til alle de fremmødte. Tak for indsatsen.