Herlevs borgmester ærgerlig over letbanens ændrede åbningsplaner

Publiceret 10-09-2024

Hovedstadens Letbane meddeler, at det kun er en del af strækningen, der åbner i 2025. Resten kommer først med i sommeren 2026. Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, er forundret og skuffet over de ændrede åbningsplaner.

På et møde den 9. september orienterede Hovedstadens Letbane ejerkredsen - de elleve kommuner og Region Hovedstaden - om, at man ikke som planlagt kan åbne hele strækningen fra Lundtofte i nord til Ishøj i syd i 2025. 

I første omgang vil kun strækningen fra Ishøj til Rødovre Nord åbne i efteråret 2025. Det svarer til cirka halvdelen af den 28 km lange strækning. Resten af strækningen forventer Hovedstadens Letbane at kunne åbne i sommeren 2026.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, er ærgerlig over meldingen:

”Hovedstadens Letbanes åbningsplan er utilfredsstillende og frustrerende. Ikke mindst for dem, der bor eller arbejder i Herlev. På orienteringsmødet har jeg bedt Hovedstadens Letbane om at undersøge, at åbne for kørsel til Herlev Hospital fra 2025 som forudsat. Alternativt til Herlev Station, hvis hospitalet ikke er en mulighed. Det bør undersøges grundigt, da det er to vigtige stationer med mange passagerer, og udfordringerne med letbanebyggeriet ligger nord for Herlev," udtaler borgmesteren og fortsætter:

"Herlevborgerne har været utroligt tålmodige og har levet med store gener fra byggeriet gennem lang tid. I perioder har de ikke kunnet komme ind og ud af deres boligområder. Herlev Kommune og borgerne har gjort, hvad vi kunne for at sikre fremdrift. Jeg kan godt forstå, hvis Herlevborgerne ligesom jeg er frustrerede over at samme fremdrift ikke har været sikret på hele strækningen" afslutter borgmesteren.

Blød jord ved Hillerødmotorvejen

Ifølge Hovedstadens Letbane kan hele strækningen ikke åbnes i 2025, blandt andet på grund af udfordringer omkring broerne over Hillerødmotorvejen i Gladsaxe.

Anlægget af letbanestrækningen ved broerne over Hillerødmotorvejen har givet projektet ekstraordinært store udfordringer, både i forhold til konstruktionerne og fordi det har været nødvendigt at forlænge trafikomlægningerne for at minimere generne for de øvrige trafikanter på ruten.

I pressemeddelelsen forklarer Hovedstadens Letbane hensynet fremkommeligheden for den øvrige trafik har været kompleks, og at det har påvirket arbejdets fremdrift. Samtidig har der været udfordringer i konstruktionsfasen, blandt andet udskiftning af store mængder blødbundsjord.

På den strækning som ikke kan åbne i 2025 opretholdes den højfrekvente busdrift, oplyser Hovedstadens Letbane.

Se Hovedstadens Letbanes pressemeddelelse her. 

Fakta

·         Hovedstadens Letbane åbner for drift på de 12 stationer mellem Ishøj og Rødovre Nord.

·         Driften vil i første omgang foregå med et 10-minutters interval, indtil hele strækningen er i drift.

·         Den nordlige del af letbanestrækningen vil fortsat blive betjent med højfrekvente busser, indtil letbanen åbner på hele strækningen.

·         Hovedstadens Letbane ejes af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner: Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.

·          Ifølge passagerprognosen forventes Hovedstadens Letbane at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.

Kontakt

Presse- og kommunikationskonsulent: Thomas Kokholm: Tlf. direkte 44 52 70 12/ mobil 21 38 34 65