Budgetaftale 2025

Stort flertal bag Herlevs budget som skal styrke fællesskaber og børn og unges trivsel

Publiceret 18-09-2024

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten har lavet en budgetaftale med nye prioriteringer, der skal understøtte Herlev Kommunes fællesskaber, børn og unges trivsel, samt ældre og udsatte borgere. Der er også markante løft til de fysiske rammer på skoler og idrætsanlæg.

Marianne Dithmer, gruppeformand Enhedslisten, Henrik Hilleberg, gruppeformand Det Konservative Folkeparti, borgmester Thomas Gyldal Petersen, Socialdemokratiet og Betina Skovby, gruppeformand SF. Foto: BrohammerFoto

Det var tilfredse gruppeformænd, der tirsdag aften den 17. september satte deres underskrift på budgetaftalen for 2025. Aftalen er indgået af partierne Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF – Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der tilsammen har 17 ud af 19 pladser i Herlevs kommunalbestyrelse.

Herlev Kommunes økonomi er grundlæggende sund. Det skyldes ikke mindst stigningen i antallet af borgere. Det betyder blandt andet, at man kan fastholde landets femte laveste kommuneskat på 23,7%. For hovedstadsområdet er den gennemsnitlige skatteprocent 24,4.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) er glad for den brede budgetaftale uden besparelser, og med mange nye prioriteringer og tiltag.

”Herlev Kommune er et rigtig godt sted. Vi har et stærkt økonomisk fundament, der gør, at vi kan løfte både indholdet i vores service og de fysiske rammer. Det skyldes en gunstig befolkningsudvikling, der giver os øgede indtægter og en ny balance mellem generationerne i Herlev. Med det her budget laver vi en lang række nye prioriteringer, der styrker byens fællesskaber og samspillet mellem kommunen, foreningen og borgerne”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Børn og unges trivsel

Børn og unges trivsel spiller en stor rolle i budgetaftalen. Parterne vil prioritere og afsætte ressourcer til at understøtte stærke læringsmiljøer og sikre bedre trivsel på Herlevs skoler gennem en række initiativer.

Med hensyn til de fysiske rammer har aftalepartnerne valgt at prioritere en opgradering af de fysiske miljøer i skoler og dagtilbud. Der er allerede investeret 250 mio. kr. på området siden 2015. Men nu afsætter parterne 70 mio. kr. ekstra over de næste fem år til ”forskønnelse og udtryksmæssig opgradering”, som der står i aftalen.

Samtidig har parterne også valgt at give 55 mio. kr. ekstra til idrætsanlæg og kulturfaciliteter over de næste fem år.

Det glæder gruppeformand for Det Konservative Folkeparti Henrik Hilleberg.

”Med det her budget tager vi langt om længe fat på for alvor at renovere vores skoler, daginstitutioner og idrætsanlæg. Det har vi kæmpet for i mange år. Det har vores børn, unge, lærere og pædagoger nemlig fortjent – ligesom de mange der hver dag dyrker idræt i vores by. Derudover glæder jeg mig også over, at vi nu udvider busdriften i det nordlige Herlev, så folk der bor her bindes bedre sammen med resten af byen”, siger Henrik Hilleberg.

Enhedslistens gruppeformand Marianne Dithmer, der er formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, glæder sig også over aftalen.

”For enhedslisten er det vigtigt, at vi står med et budget, der indeholder en lang række nye tiltag, der mindsker uligheden og løfter udsatte borgere. Blandt andet ansætter vi en vejleder, der kan hjælpe digitalt udfordrede borgere. Samtidig er række tiltag, der skal styrke fagligheden i både daginstitutioner og skoler. Det er vi rigtig glade for. Og så er klimatiltagene rigtig vigtige for os”, siger Marianne Dithmer.

Betina Skovby, gruppeformand fra SF – Socialistisk Folkeparti, synes budgetaftalen peger i en ny retning.

”Trivsel er en væsentlig overskrift i den her budgetaftale og styrkelse af fællesskaber er vejen frem. Jeg synes, at vi med denne budgetaftale har lagt en ny linje. I stedet for at lappe huller, er der flere fremadrettede tiltag. Jeg er blandt andet glad for prioriteringen af tolærerordningen – eller co-teaching, som det hedder på moderne dansk. Det er vigtigt med ressourcer og kompetencer, så flere elever kan rummes i skolen”, siger Betina Skovby, der er formand for Familie- og Forebyggelsesudvalget.

Læs hele budgetaftalen

For yderligere information kontakt:

Thomas Kokholm, Presse- og kommunikationskonsulent, Herlev Kommune

Herlev Hovedgade 110, 2730 Herlev, Tlf: 21383465, Email: HK55981@herlev.dk

Bred aftale. De fire partier har tilsammen 17 af de 19 pladser i kommunalbestyrelsen i Herlev. Foto: BrohammerFoto