På kommunalbestyrelsesmødet den 11. oktober vedtog et bredt flertal, bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Enhedslisten, budgettet for 2025 og overslagsårene 2026-2028. Partierne bag budgettet har tilsammen 17 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen.
Borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) er glad for den brede opbakning til budgettet. I forbindelse med 2. behandlingen takkede alle partier i kommunalbestyrelsen for gode og konstruktive budgetforhandlinger.
"Det er en god tradition, at vi bærer ansvaret sammen. Det er godt for byen og dens borgere. Det er et budget, hvor forligspartierne har valgt at understøtte og styrke lokale fællesskaber, passe på vores udsatte borgere, vores ældre og deres pårørende samt tage vare på børn og unges trivsel," sagde Thomas Gyldal Petersen.
Vækst og velfærdsøkonomi
Borgmesteren understregede også, at Herlev Kommune er i en gunstig situation i disse år.
"Herlev er en by i vækst. Og når antallet af borgere vokser, er det med til at understøtte velfærden i kommunen på et niveau, der ikke havde været muligt at opretholde uden denne udvikling. Det betyder også, at når antallet af borgere stiger, så skal vi sørge for, at vores velfærdsinstitutioner og kommunale tilbud kan følge med," sagde borgmester Thomas Gyldal Petersen.
I Herlev Kommune oplever man i disse år øgede skatteindtægter. Det betyder, at man både kan fastholde og udbygge velfærden, samtidig med at man kan fastholde landets femte laveste kommuneskat på 23,7 %.
Det styrkede budgetgrundlag betyder altså, at man undgår besparelser på velfærdsområderne og kan lave nye tiltag, samtidig med at man har en fuld finansiering af den demografiske udvikling. Det er en situation, der ikke alle kommuner forundt.
Partierne Liberal Alliance og Moderaterne havde indgivet egne budgetforslag og stemte ikke for budgetforliget.
Hvis man vil høre politikernes kommentarer til Budget 2025 og overslagsårene, kan man se 2. behandlingen af budgettet på Kommune TV
Nye tiltag i budget 2025
Budgettet for 2025 og overslagsårene 2026-2028 rummer en række nye tiltag. Her er nogle eksempler:
Anlægsløft: Der er afsat ekstra 125 mio. kr. over de næste fem år til at forbedre de fysiske rammer i daginstitutioner, på skoler og idrætsanlæg.
Klima: Der investeres mere i klimatiltag og den grønne omstilling. Puljen til smart og klimavenlig energi vokser med yderligere 2 mio. kr. årligt. Der er afsat 3 mio. kr. ekstra årligt til bæredygtig trafik, som blandt andet skal bruges til bedre forhold for cyklister.
Fællesskaber: En fællesskabspulje på 1,65 mio. kr. oprettes. Foreninger og organisationer kan søge midler til aktiviteter, der samler borgerne.
Børn og skoler: Daginstitutionerne styrkes med 1,2 mio. kr., målrettet faglig ledelse. På skolerne investeres der i trivsel og læring, blandt andet med indførelse af co-teaching (tolærerordning) samt specialpædagogisk uddannelse til lærere og pædagoger. Morgenmadsordningen udvides til at omfatte eleverne på mellemtrinnet. Indtil nu har morgenmadsordningen kun omfattet eleverne i udskolingen. Der afsættes desuden ekstra midler til rengøring af toiletterne på skolerne.
Socialområdet: Midler afsættes til at styrke rådgivningsindsatsen, så udsatte borgere kan få bedre støtte til at håndtere den stigende digitalisering i kontakten med myndighederne.
Ældreområdet: For at sikre en høj standard i hjemmeplejen og sygeplejen, afsættes der midler til at styrke ledelsen på ældreområdet. Der afsættes midler til at ansætte en ældrevejleder, der skal hjælpe ældre og deres pårørende med at navigere i det offentlige system.
Trafik: Budgettet understøtter kollektiv transport, blandt andet ved at forlænge buslinje 165 til det nordlige Herlev og øge afgangsfrekvensen.