Socialdemokratiet og en samlet konstitueringsgruppe peger på Marco Damgaard som borgmesterkandidat i Herlev

Publiceret 05-12-2024

Socialdemokratiet og en samlet konstitueringsgruppe i kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune har peget på Marco Damgaard (A) som borgmesterkandidat.

Efter at Thomas Gyldal Petersen (A) onsdag annoncerede, at han trækker sig som borgmester ved årsskiftet, har kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune skulle finde en afløser.

Her har Socialdemokratiet og den samlede konstitueringsgruppe peget på 39-årige Marco Damgaard, der har siddet i Herlev Kommunalbestyrelse siden 2018.

Marco Damgaard er i indeværende valgperiode formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, og han er klar til at kunne tiltræde som borgmester den 2. januar 2025.

Han ser frem til muligheden for at løfte ansvaret som borgmester.

”Herlev har været inde i en rivende udvikling. Vi har fået flere borgere til byen, og det har været nødvendigt for at fremtidssikre økonomien og give os råd til velfærd. For mig handler opgaven nu om at være der for dem, der bor i Herlev. Vi skal styrke vores by, så det er et godt sted at bo og leve for byens borgere. Vi skal værne om, at alle borgere kan se sig selv i byens udvikling”, siger Marco Damgaard.

Noget af det første Marco Damgaard ønsker at gøre som borgmester er at tage en række vigtige samtaler med herlevborgerne.

”Jeg har boet i Herlev størstedelen af mit liv, så jeg kender byen rigtig godt, og der er sket rigtig meget de seneste år. En af mine første og vigtigste opgaver bliver at komme ud og have samtaler om det fællesskab, vi har i byen. Jeg glæder mig til at lytte og have gode drøftelser med herlevborgerne”, siger Marco Damgaard.

 Om Marco Damgaard

• Uddannet lærer fra Blaagaard Seminarium
• Skoleleder på Tingbjerg Skole og Fritid fra 2017 indtil nu
• Er vokset op i Herlev og har boet her det meste af sit liv.
• Medlem af Herlev Kommunalbestyrelsen siden 2018
• Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Herlev Kommune siden 2022
• Gift med Christinamai og har fire børn

For yderligere information kan Marco Damgaard kontaktes på marco.damgaard@herlev.dk.