Borgmester Thomas Gyldal Petersen kridtede banen op på borgermødet i medborgerhuset i sidste uge. Det handlede om udviklingen af et boligområde med omkring 205 boliger på Rådhusgrunden.
Borgmesteren redegjorde for forløbet op til, at kommunalbestyrelsen den 12. juni godkendte købsaftalen med AG Gruppen. Der har været en idekonkurrence og udviklet et skitseprojekt, som var grundlaget for udbuddet.
”Undervejs har der været borgerinddragelse, og vi har på den baggrund justeret i byggehøjde og byggefelter”, sagde borgmester Thomas Gyldal Petersen og fortsatte:
”Kommunalbestyrelsens ønske er at skabe et boligområde, der lægger vægt på at inddrage væsentlige dele af Herlevs historie. Vi har besluttet at bevare bygningen Saxbo, der i sin tid rummede keramikvirksomheden Saxbo. Vi vil gerne have, at byggeriet bidrager til en genfortælling af Saxbos historie – det skal afspejle sig i arkitekturen og materialevalget. Tegl fylder meget, fordi Saxbo med sin keramik og sine glaseringer rummer en meget fin fortælling om kunsthåndværk”, sagde Thomas Gyldal Petersen.
Kommunen har været ret detaljeret i kravene til byggeriet.
”Når vi stiller krav, så har så også betydning for, hvad man kan få for grunden. Vi har sagt, at vi gerne så et projekt med varierende byggehøjde. Nogle steder fire til fem etager, men for det meste to til fire etager. Når vi har sagt, at vi ønsker et byggeri med så lav en bebyggelsesprocent, så har vi også accepteret at få en mindre salgspris for grunden. Det har vi gjort, fordi vi ønsker at vise en ny vej og en ny standard for byudvikling”, sagde borgmester Thomas Gyldal Petersen.
Visionen er en landsby
Det var AG Gruppen, der i juni skrev under på en købsaftale til en værdi af 50 mio. kr. Projektudviklingschef fra AG Gruppen, Morten Vosgerau, forklarede på borgmødet, at virksomheden gennem tiden har bygget 9.500 boliger i Danmark.
”Vores vision med Rådhusgrunden er at lave en landsby i den store by. Hensigten er at samle bymidten, eller man kan sige afslutte Herlev Bygade. Et boligareal på 15.600 kvm svarer til cirka 205 boliger. Deraf er de 10 rækkehuse i to plan. De resterende er udlejningsboliger af forskellig art. Vi går efter boliger der henvender sig til mange. Der bliver fra etværelses til fireværelses. Det endelig miks er ikke besluttet endnu. Men det er hensigten at skabe et mangfoldigt byliv i det her område, sagde Morten Vosgerau.
En del af de fremmødte var potentielle fremtidige beboere. De kunne godt tænke sig at vide, hvornår de kunne flytte ind.
Ifølge Morten Vosgerau håber AG Gruppen på at gå i gang i medio 2025 og regner med en toårig byggefase.
Billedet: Projektudviklingschef fra AG Gruppen, Morten Vosgerau, forklarede planerne.
Lokalplanen
I forbindelse med salget af rådhusgrunden er der udarbejdet et lokalforslag (Lokalplan 141). Lokalplanområdet er beliggende mellem Vindebyvej, Herlev Hovedgade og Herlev Bygade.
Se mere om projektet og lokalplanen.
Illustrationen stammer det skitseprojekt, der vandt idékonkurrencen i 2023. Det er udarbejdet af Holscher Nordberg og Tegnestuen Lokal. AG Gruppens tilbud tager udgangspunkt i skitseprojektet.