Flagdag i unikke rammer på Flyvestation Værløse

Publiceret 06-09-2023

For første gang nogensinde fejrede Herlev Kommune og Furesø Kommune i fællesskab flagdagen, og det foregik i de imponerende rammer på Flyvestation Værløse.

Der gik et sus igennem de fremmødte, da en lille prik tonede frem ude i horisonten og hurtigt blev til skikkelsen af et F-16 fly smukt dekoreret med Dannebrog.

På Flyvestation Værløse havde Herlev Kommune i samarbejde med Furesø Kommune inviteret til en helt særlig udgave af flagdagen.

Her var et af de absolutte højdepunkter, da det særlige dekoreret F-16 fly fløj forbi den nedlagte flyhangar, der i dag huser Værløse Flyhistoriske Hangar.

Både veteraner, pårørende og nysgerrige nød såvel det gode vejr som mulighederne for at kigge på fly og militære køretøjer.

På talerstolen i den gamle flyhangar stod borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen sammen med borgmesteren i Furesø Kommune, Ole Bondo.

De to benyttede lejligheden til at takke alle veteraner og deres pårørende for indsatsen – og afslutningsvis blev der holdt stilhed til minde for de faldne.